Det tværfaglige branchepartnerskab ’Renovering på dagsordenen’ går nu ind i sin næste fase. Med et økonomisk boost fra Realdania og Grundejernes Investeringsfond får partnerskabet et fundament for at udvikle nye initiativer. Samtidig fortsætter parterne støtten til Renover prisen frem til 2020.
Ambitionen for en række af byggeriets toneangivende organisationer og virksomheder er fortsat at få renovering på den brede dagsorden - både i offentligheden, blandt politikerne og i branchen generelt.
- På seks år er vi virkelig lykkedes med at få renovering på dagsordenen. I både bygherreorganisationer, byggeriets virksomheder, blandt leverandører og på uddannelserne er der kommet en erkendelse af, at renovering er en helt nødvendig disciplin, som vi skal passe på og kvalificere, siger Henrik L. Bang, direktør i Bygherreforeningen, der har projektledelsen i partnerskabet.
Har rykket hegnspæle
Når Realdania nu går ind i samarbejdet om "Renovering på dagsordenen" skal det ses som led i en større, sammenhængende indsats:
- Sammen med GI har vi gennem de seneste år bidraget til at rykke hegnspæle; blandt andet forbedret rammevilkårene for renoveringsområdet. Der er dog stadig et stort behov for at udtænke nye initiativer, og der er brug for den tværfaglighed og det blik for helhedsløsninger, som partnerskabet kan bidrage med, siger programchef Lennie Clausen fra Realdania.
Og her tænker han specielt på emner som indeklima, bygningsdrift og energirenovering.
Lars Axelsen, der er adm. direktør i Grundejernes Investeringsfond, er enig i, at der stadig er behov for at styrke renoveringsdagsordenen.
- Der er stadig store samfunds- og branchemæssige udfordringer med bygningsmassen, som kræver analyser, innovation og initiativer, der kan skabe den nødvendige udvikling. Og der er risiko for, at branchen glemmer udfordringerne ved renovering, når nybyggerier får større vægt, siger han.
Renover prisen fortsætter
Realdania og GI har også valgt at fortsætte med den brancherettede Renover prisen, som de sammen etablerede i 2011 for at sætte ekstra fokus på renovering i Danmark ved at bringe de gode og efterlignelsesværdige renoveringseksempler frem i lyset.
Renover prisen er ved siden af den årlige prisuddeling omdrejningspunkt for en række faglige gå-hjem-møder, formidling af best practice-løsninger og i det hele taget en central platform for branchens debat om værdien af gode renoveringsløsninger.
I år uddeles prisen uddeles for femte år i træk og vil også blive uddelt de kommende tre år.
- Prisen har været med til at skabe en bevægelse i branchen, en ny platform og en faglig stolthed. Vi kan inspirere til spændende renovering, der hænger sammen økonomisk, siger Lars Axelsen.
Renovering har brug for byggebranchen og politikere
Mange renoveringer kræver analyser og at komme på den politiske dagsorden. Derfor får branchepartnerskab et økonomisk boost fra GI og Realdania