REGION HOVEDSTADEN
GLOSTRUP
Etablering af køkken i Hvissingegården
Hvissingegårdens forældrebestyrelse har valgt, at der skal være frokostordning for institutionens børnehavebørn. Da køkkenet i afdeling Gården ikke lever op til kriterierne for modtager-/anretterkøkkener, er det nødvendigt at ombygge køkkenet. Administrationen har udarbejdet et overslag på ombygningen, og Glostrup Kommunalbestyrelse skal på onsdag beslutte, om der skal anlægsbevilges 761.000 kroner til ombygningen.
Ved etableringen af modtage-/anretterkøkkenet skal en del af garderobepladsen i afdeling Gården inddrages. Derfor foreslår administrationen, at den lille tilstødende bygning, tidligere benyttet af Vej- og Parkafdelingen, inddrages til garderobeplads.
Ombygningen er planlagt til at foregå i sommerferien.
REGION SJÆLLAND
ROSKILDE
Boligudbygning i Vindinge Nord
Roskilde Byråd har i forbindelse med vedtagelsen af Kommuneplan 2016 besluttet, at der skal udarbejdes et kommuneplantillæg, som muliggør boligudbygning i Vindinge Nord. Planændringen kræver en forudgående høring, og Økonomiudvalget besluttede forleden at godkende et debatoplæg og sende det i indledende offentlig høring fra i dag og frem til 19. maj.
RINGSTED
Udskiftning af tage
På investeringsoversigten for Budget 2017 har Ringsted Byråd afsat seks mio. kroner til renovering og udskiftning af taget på Plejecenter Ortved, hvor nedslidte tagkonstruktioner på forskellige bygninger med henholdsvis tagsten og tagpap skal renoveres eller udskiftes.
Ringsted Kommune forventer at kunne sætte arbejdet i gang til sommer.
Såvel Plan- og Boligudvalget som Økonomiudvalget har for nylig godkendt, at der i første omgang gives en anlægsbevilling på 0,72 mio. kroner til intern og ekstern rådgivning til projektet.
REGION SYDDANMARK
ULLERSLEV
Boligbyggeri
Ullerslev-Centret har i mange år haft en del skiftende butikker og tomme butikslokaler, og Nyborg Kommune anser det for usandsynligt, at centret i dets nuværende form har mulighed for at blive rentabelt. I de senere år har kommunen modtaget tre forespørgsler fra forskellige ejere i centerområdet om muligheden for at omdanne erhverv i området til boliger. En af forespørgslerne er kommet fra Estate Invest, der er en af hovedejerne af centret.
Teknik- og Miljøafdelingen foreslår nu, at der udarbejdes en ny lokalplan for centerområdet i Ullerslev, der giver mulighed for at indrette boliger i centret og i det øvrige centerområde, og at planen udarbejdes i samarbejde med centerforeningen. Teknik- og Miljøudvalget træffer beslutning i sagen på sit møde på mandsag.
HERRESTED-MÅRE
Opførelse af fire boliger
Det blev i forbindelse med Nyborg Kommunes vedtagelse af Budget 2017 besluttet, at den tidligere børnehavebygning på Damgårdsvænget 7 i Herrested-Måre skulle nedrives, og arealet omdannes til boliggrunde. Der er derfor udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 277 for området, som muliggør opførelse af fire boliger.
Teknik- og Miljøudvalget beslutter på mandag, om lokalplanforslaget skal fremlægges til høring.
ARNUM
Ombygninger i institution
Udvalget for Børn og Familier i Haderslev Kommune skal på mandag drøfte, om Legehuset Arnum skal ændre status fra a være en 3-6 års institution til at blive en 0-6 års institution for at løse situationen med mangel på plads til de 0-2 årige børn hos de lokale dagplejere.
Da Legehuset tidligere har været en 3-10 års institution, vil der kvadratmetermæssigt være plads til at udvide daginstitutionen til en 0-6 års institution.
Omdannelsen vil blandt andet kræve, at der etableres puslefaciliteter, liggehal med ABA-anlæg, afspærret legepladsområde og nyt inventar til de mindste børn både indendørs og udendørs.
REGION MIDTJYLLAND
VINDERUP
Etablering af biogasanlæg
Teknik og Miljø i Holstebro Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan nr. 1135 for et område til industri og større værkstedsvirksomheder m.v. "Tværmose" nord for Vinderup.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske om at etablere et biogasanlæg.
Lokalplanforslaget er udarbejdet i to alternative udformninger.
Teknisk Udvalg anbefaler, at lokalplanforslaget fremlægges i offentlig høring.
VOEL
Opførelse af hal
Plan-, Miljø- og Klimaudvalget i Silkeborg Kommune skal på sit møde på mandag blandt andet tages stilling til, om der skal gives tilladelse til opførelse af en hal på Hjortgårdsvej 19 i Voel.
Der er søgt om tilladelse til opførelse af en hal på 240 kvm, som skal bruges til blandt andet maskiner, wrapballer, hø og halm samt sygestald.
THEM
Renovering af vandbehandlingsanlæg
1. juli træder nye krav til indendørs svømmebassiner på mindst 25 meter i kraft. De nye regler skærper kravene til vandkvalitet og til den tid, det tager at rense bassinvandet, kaldet omsætningstiden. Det får blandt andet betydning for Them Svømmehal, hvis vandbehandlingsanlæg ikke opfylder de nye krav til omsætningstiden og derfor skal renoveres.
For at svømmeanlægget kan opfylde det nye krav til omsætningstiden, kræver det en omfattende renovering af vandbehandlingsanlægget, som vil koste cirka otte mio. kroner.
Them Hallerne regner med at lukke svømmebassinet næste år 1. maj og genåbne efter renovering af vandbehandlingsanlægget 1. september 2018.
Der er således en periode, hvor svømmehallen ikke opfylder kravet til omsætningstiden.
Silkeborg Kommune vil indskærpe overfor svømmehallen, at det nye krav til omsætningstiden skal overholdes.
Fristen for, at Them svømmehal skal efterkomme indskærpelsen og overholde kravet til omsætningstiden, sættes til 1. maj 2018.
Det fremgår af et orienteringspunkt på Plan-, Miljø- og Klimaudvalgets dagsorden for mødet på mandag.
REGION NORDJYLLAND
HOBRO
Opførelse af ny daginstitution
Mariagerfjord Kommune har afsat 23 mio. kroner til opførelse af en nye daginstitution i Hobro Nord, men der søges nu om et ekstra rådighedsbeløb på godt 4,2 mio. kroner, idet institutionen ifølge en ny prognose for børnetallet skal kunne rumme flere børn end først planlagt. Der planlægges således nu med en institution til 152 børn mod tidligere 115 pladser.
Udvalget for Børn og Familie har sagen på dagsordenen på tirsdag, hvor forvaltningen indstiller, at der projekteres med en daginstitution med plads til 152 børn inklusive 20 specialpladser og legestuelokale til dagplejen, at byrådet ansøges om 4.234.150 kroner i ekstra rådighedsbeløb, og at projektet udbydes i totalentreprise - afholdt ved en omvendt licitation.
Ifølge tidsplanen, står den nye institution klar i 2019.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Glostrup, Roskilde, Ringsted Ullerslev, Herrested-Måre, Arnum, Vinderup, Voel, Them og Hobro