23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Farum, Gørlev, Ringsted, Slagelse, Odense, Øsby, Haderslev, Kolind og Frederikshavn

REGION HOVEDSTADEN

FARUM

Etageboligbebyggelse
Furesø Byråd har besluttet at fremlægge Forslag til Lokalplan 133 - Etageboliger på Frederiksborgvej i offentlig høring.

Lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg gør det muligt at udbygge bygningerne i etageboligbebyggelsen Frederiksborgvænget med en tagetage og opføre to nye boligblokke i op til fire etager.

I forbindelse med et forestående renoverings- og ombygningsprojekt ønsker Lejerbo mulighed for at indrette cirka 40 tagboliger i en nybygget fjerde etage på de eksisterende boligblokke samt at supplere boligbebyggelsen med yderligere to fritliggende boligblokke indeholdende henholdsvis cirka 20 små familieboliger og cirka 24 familieboliger indrettet for seniorer.

Det er Lejerbos ambition, at de Små Familieboliger etableres således, at de efterfølgende vil kunne sammenlægges til større boliger på en rationel måde.

Arealet mellem bygningerne og s-banen er udlagt til fælles friarealer, som kan indrettes med stier, legepladser, tørrepladser, opholdsarealer, grillpladser og lignende.

Bygningerne fungerer som afskærmning for trafikstøjen på Frederiksborgvej. De nye bygninger vil blive sikret mod støj indvending for eksempel ved at etablere særlig effektive lydruder.

REGION SJÆLLAND

GØRLEV

Overdækning af fællesareal
Kalundborg Kommunalbestyrelse har frigivet 3,723 mio. kroner til etablering af et overdækket fællesareal i Rørmosecentret i Gørlev -mellem centrets tre længer.

Der er udarbejdet et skitseprojekt for ombygningen, som går ud på at fjerne de eksisterende svalegange og udhuse, hvorefter der etableres et tag mellem de tre længer.

Herudover etableres der for at lukke rummet et nyt facade- og indgangsparti mod nord.

Efter frigivelsen af rådighedsbeløbet skal der gennemføres detailprojektering, og projektet skal udbydes. Selve ombygningen forventes at kunne igangsættes ultimo 2017.

RINGSTED

Forbedring af tilgængelighed
Plan- og Boligudvalget i Ringsted Kommune anbefaler, at der gives en anlægsbevilling på 3,775 mio. kroner til forbedring af tilgængeligheden på Benløsegårdens SFO.

Det er nødvendigt at foretage en ombygning på Benløsegården, der bruges af Byskovskolen til SFO. Nogle af de elever der bruger SFO’en har forskellige fysiske handicap, og af hensyn til dem skal tilgængeligeheden forbedres.

Enkelte vægge skal fjernes eller flyttes, gulve skal afrettes og der skal lægges fliser.

SLAGELSE

Boligbyggeri
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget skal på sit møde den 8. maj beslutte, om der skal udarbejdes lokalplan for boliger ved Valmuevej.

Arkitektfirmaet HS har på vegne af Lone Andersen søgt om at få udarbejdet lokalplan for et nyt boligområde ved Valmuevej i Slagelse.

Formålet med lokalplanen er at give mulighed for parcelhuse og tæt-lave boliger.

Området er på cirka 3,5 hektar og kan kommer til at rumme omkring 32 boliger.

SLAGELSE

Opførelse af bilforretning
Slagelse Kommune har modtaget en anmodning om udarbejdelse af en ny lokalplan for matr. nr. 6 bk Slagelse Markjorder med henblik på, at der kan etableres en butik til pladskrævende varegrupper. Ansøgeren ønsker at opføre en bilforretning i størrelsesordenen 3500 kvm.

Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse Kommune skal tage stilling til anmodningen på sit møde på mandag.

REGION SYDDANMARK

ODENSE

Indretning af seks-otte boliger i eksisterende byggeri
By- og Kulturudvalget i Odense Kommune har godkendt et forslag til lokalplan 0-855 med henblik på offentliggørelse.

Lokalplanforslaget er udarbejdet for at imødekomme bygherres ønske om at få mulighed for at anvende fjerde sal til boligformål i to bebyggelser i den nordlige del af byomdannelsesprojektet på Thomas B. Thriges Gade. Lokalplanen giver mulighed for i alt seks-otte boliger.

Gældende Lokalplan 0-770 Thomas B. Thriges Gade omkring Skulkenborg giver mulighed for ny bebyggelse i seks byggefelter, hvor der i de to nordligste byggefelter gives mulighed for at bygge i henholdsvis fem-otte og 17 etager, hvor første til fjerde sal i disse byggefelter kun anvendes til erhverv eller service.

ØSBY

Opførelse af Børnecenter Øsby
Haderslev Byråd har godkendt idebeskrivelsen for opførelse af Børnecenter Øsby.

Den gamle skolebygning - der nu huser skoleklasser i stueetagen og SFO på første sal - skal laves om, så bygningen i fremtiden deles mellem børnehave, vuggestue, 0. klasse og SFO.

Der arbejdes med planlægning, projektering og udbud i perion frem til august, hvorefter byggeriet ifølge tidsplanen skal gennemføres fra september i år og frem til april næste år. Derefter skal der laves skolegård og udearealer i det hele taget.

Der opereres med en anlægsøkonomi på 5,7 mio. kroner.

ØSBY

Opførelse af vandværk
Haderslev Byråd sagde forleden ja til at stille garanti for optagelse af lån til opførelse af et nyt vandværk i Øsby som ansøgt af Øsby Årøsund Vandværk.

Øsby-Årøsund Vandværk har søgt om garantistillelse for et lån på 1,2 mio. kroner og har selv et tilsvarende beløb til projektet.

HADERSLEV

Ny skole i Sydbyen
Haderslev Kommune planlægger at bygge en ny skole i Sydbyen, og forleden godkendte Haderslev Byråd en tillægsbevilling på knap 21,9 mio. kroner, således at der herefter er en økonomisk ramme for projektet på 123 mio. kroner.

Projektet udbydes uændret til bearbejdning hos en totalrådgiver, herunder til senere udbud i fag, stor eller hovedentreprise.

REGION MIDTJYLLAND

KOLIND

Opførelse af plejeboliger
Forslag til lokalplan nr. 406 med tilhørende kommuneplantillæg nr. 4 har været i otte ugers offentlig høring og indstilles nu til endelig vedtagelse i Syddjurs Byråd med anbefaling fra Udvalget for plan, udvikling og kultur. Lokalplanen giver mulighed for at opføre 28 nye plejeboliger med tilhørende servicearealer samt fælleshus/værested. Lokalplanen giver også mulighed for en eventuel udbygning af plejeboligerne på længere sigt.

Arkitektfirma ApS Poul Erik Clausen har udarbejdet et forslag til disponering og udformning af det samlede demenscenter af Arkitektfirma ApS Poul Erik Clausen, og lokalplanforslaget er udarbejdet med udgangspunkt i dette forslag.

REGION NORDJYLLAND

FREDERIKSHAVN

Opførelse af to punkthuse
Frederikshavn Byråd har besluttet at fremlægge Forslag til lokalplan FRE.B.15.17.01 for boliger ved Ørnevejens Skole i Frederikshavn i otte ugers høring.

Planforslagene muliggør indretning af 40 boliger i den tidligere skolebygning samt opførelse af to nye punkthuse på fem etager med 20 boliger i hvert punkthus.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.219|