23948sdkhjf

Københavns Kommune præmierer plads

Arkitekterne bag nyfortolkede pakhuse på Krøyers Plads har modtaget prisen "Gode og smukke bygninger"

I mange år har stedet været et ’hul’ i de kontinuerlige rækker af gamle pakhuse, der ligger vinkelret på havnefronten. Bygningernes ydre og landskabet er bymæssigt interessant, velproportioneret og med kantzoner, som giver meget tilbage til byen og nærområdet.

Sådan lød det fra Københavns Kommunes kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF), da han fredag overrakte diplomer og præmier til arkitektfirmaerne Vilhelm Lauritzen Arkitekter, Cobe og GHB Landskabsarkitekter for den svanemærkede boligbebyggelse mellem Strandgade og Christianshavns havnefront.

Særlig udviklingsproces
Og denne anerkendelse har da også stor betydning for arkitekterne, der har arbejdet intensivt med udviklingsprocessen for netop at skabe et demokratisk projekt med mange involverede interessenter.

- Krøyers Plads er resultatet af en helt særlig udviklingsproces med et formål om at skabe et unikt byggeri, hvor mange af byens parter har deltaget, og hvor vi som arkitekter har siddet centralt i denne proces. Anerkendelsen er derfor særlig interessant, fordi det også er en anerkendelse af at denne særlige proces har fungeret, siger Thomas Scheel, partner i Vilhelm Lauritzen Arkitekter, i en pressemeddelelse.

De tre pakhuse ligger mellem historiske bygninger i et af Christianshavns gamle industrikvarterer, prominent placeret overfor Nyhavn, Skuespilhuset og Operaen.

Der er eget havneindløb samt en promenade med plateau og siddepladser - og hele området er åbent for offentligheden.

- Det er lykkedes at skabe et byggeri i det centrale København, som fremstår fuldt indpasset i den historiske bygningsmasse. Ved at nyfortolke de omkringliggende, gamle pakhuse i både højde, form og materialer forankres byggeriet i de historiske omgivelser samtidig med, at der skabes gode boligforhold og nye opholdssteder lang havnen - til glæde for alle Københavnere fortæller Dan Stubbergaard, der er indehaver og Kreativ Direktør hos Cobe, i pressemeddelelsen.

Solgt inden færdigggørelse
Og der er da også blevet taget godt imod de nye bygninger. Alle lejligheder var solgt inden byggeriet stod færdigt, og promenaden er blevet et regulært trækplaster i de lyse måneder, hvor både lokale og turister slår sig ned og nyder de stemningsfyldte omgivelser.

Også udlandet har et godt øje til Krøyers Plads, der i 2015 blev begavet med en Mipim Award for bedste boligbyggeri på den internationale ejendomsmesse Mipim i Cannes, tidligere i år modtog bæredygtighedsprisen ’Green Good Design Award’, der uddeles af The Chicago Athenaeum, og før påske vandt den anerkendte internationale prisuddeling Architizer A+ Award. brahe

Krøyers Plads

Krøyers Plads er Danmarks første svanemærkede boliger. Det fem-etagers boligprojekt har en væsentlig beliggenhed centralt i Københavns havneområde. Projektet er blevet til igennem en både demokratisk og kontekstuel tilgang, hvor byggeriet med sine foldede tage og sin arkitektoniske tyngde skaber en fin dialog mellem gammelt og nyt samt en moderne, empatisk fortolkning af de gamle københavnske pakhuses arkitektonisk unikke udformning.
De nye pakhuse danner tilsammen rammerne for et nyt byrum, der afslutter Strandgade mod nord.
Pladsen er den eneste offentlige plads på Christianshavn ud over Christianshavns Torv.
  • Bygherre: NCC Property Development
  • Arkitekter: Vilhelm Lauritzen Arkitekter og COBE
    Landskabsarkitekter: GHB Landskabsarkitekter
  • Ingeniør: Cowi
  • Entreprenør: NCC Construction
  • Byggeår: 2016
  • Areal: 20.000 kvm

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093