Ny teknologi har potentialet til at erstatte 68 procent af den tid, håndværkeren bruger på sit arbejde.
For alle jobtyper i Danmark kan 40 procent af den tid, som danskerne er på arbejde, i fremtiden automatiseres. Det er konklusionen i en ny analyse fra konsulentvirksomheden McKinsey, der har titlen "A Future That Works: the impact of automation in Denmark".
For maskinoperatører kan 73 procent automatiseres, mens det for ingeniører er 43 procent.
Som det fremgår, fokuserer analysen på, hvor meget arbejdstid automatisering frigiver for den enkelte.
Nye job opstår
Kun to procent af de danske arbejdspladser kan således fuldt automatiseres, og på Dansk Byggeris årsmøde, hvor rapporten blev fremhævet, blev konklusionen heller ikke modtaget som et udtryk for, at tusindvis af håndværkerjob forsvinder, når robotterne kommer.
Bestyrelsesformand i rederigiganten A. P. Møller-Mærsk, Jim Hagemann Snabe, understregede, at der historisk altid er opstået nye arbejdstyper i kølvandet på store forandringer som eksempelvis den industrielle revolution.
Klaus Kaae, chef for forretningsområdet Building i NCC, er enig.
- Når nogle job forsvinder, opstår der nye. Sådan har det altid været.
- Jeg tror for eksempel ikke, at vi om 10 år kommer til at se rådgivende ingeniører sidde og arbejde med statistik og kalkulationsprogrammer. Det vil vi have computere til, men så bliver der brug for andre kompetencer. Det kunne være til at organisere robotterne. Der skal være nogle til at sørge for, at det fungerer, siger han til Licitationen.
Rapport: Teknologien kan erstatte 2/3 af håndværkerens arbejdstid
68 procent af håndværkeres arbejde har potentiale til at blive automatiseret, ifølge en ny analyse