23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Idrætsby har fundet sine fagentreprenører

Kontraheringen med de fem valgte fagentreprenører på Espergærdes nye idrætsby har været forsinket som følge af bud over budget. Besparelser og forøgelse af budgettet betyder, at kontraheringen nu er i gang

Bud over budget har været med til at forsinke processen med at få underskrevet kontrakt med de fagentreprenører, der skal stå for de udbudte bygningsarbejder på Espergærdes nye idrætsby.

Entreprenørnavne er netop blevet offentliggjort, men som Licitationen - Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, var forventningen, at der ville blive skrevet under i marts. Den deadline er altså ikke blevet overholdt.

Evalueringen af tilbuddene fra de prækvalificerede på de fem udbudte fagentrepriser afslørede nemlig en budgetoverskridelse på 5,2 mio. kroner i forhold til rådgivers vurderede prisoverslag.

Dertil kommer mulighed for budgetoverskridelser på udearealerne, som endnu ikke er udbudt, og der er derfor blevet udarbejdet tre scenarier for besparelser i projektet, som siden er blevet behandlet politisk. I alt har vurderingen været, at der har manglet knap otte mio. kroner.

Byrådet har i den forbindelse godkendt indstillingen om, at såvel tribunen i den eksisterende idrætshal til Espergærde Gymnasium som projektets laboratoriebygning udgår. Funktionerne i laboratoriebygningen indbygges i stedet i det såkaldte nye styrkehus.

Derudover reduceres udearealerne, og Det fleksible hus til blandt andet squash reduceres ved at etablere faste vægge fremfor fleksible vægge.

Den samlede besparelse i scenariet her er på 3,7 mio. kroner. Med i indstillingen, som byrådet har godkendt, er en tillægsbevilling på knap 4,3 mio. kroner.

Skal være færdig i august 2018
Samlet er det nye budget på 56,3 mio. kroner mod 52 mio. kroner før, fremgår det af referatet fra det seneste byrådsmøde i Helsingør Kommune.

Budgettet dækker ud over entrepriseudgifter alt fra forundersøgelsesomkostninger til projekteringshonorar.

I byrådsreferatet beskrives det desuden, at underskuddet skyldes flere forhold. Blandt andet, at markedet er i betydelig fremgang, og at priserne er steget de to år, projektet har været undervejs: "Prisen på stål i det udbudte projekt er betydeligt højere, end den pristotalrådgiver har vurderet".

Dertil påpeges det, at større byggearbejder udbudt i fagentrepriser viser sig dyrere end hovedentrepriser. Eksempelvis på posten byggeplads.

Med budgettet på plads er forventningen, at arbejderne går i gang hurtigst muligt, fortæller Annie Højriis, projektleder i Helsingør Kommune, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Hun oplyser i den forbindelse, at kontraheringen med de fem entreprenører, der afgav det billigste tilbud er i gang, og at arbejderne - trods forsinkelsen på kontraktunderskrivelserne -skal være færdige i august 2018.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.204|instance-web04