23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fynsk tømrermester fejrer 25 år som selvstændig

Tømrermester Carsten Knudsen har i 25 år drevet egen virksomhed, og nu er et løbende generationsskifte sat í gang

Egentligt var det manglen på et job, der skubbede Carsten Knudsen ud i at blive selvstændig, den dag - 1. maj for 25 år siden. Han havde i nogle år haft job som tømrer i Handelsbankens bygningsafdeling, men banken valgte at fusionere nogle afdelinger, og dermed røg jobbet.



Carsten Knudsen var dog frisk på at prøve noget selv, og efter at have dyrket nogle kunder op, begyndte det stille og roligt at tage form med egen virksomhed. Inden udgangen af 1992 var der fem mand i firmaet.



- Det med at arbejde for banken gør vi fortsat. Danske Bank er en af vore trofaste kunder gennem rigtigt mange år, fortæller han.



Tingene har udviklet sig, og i dag beskæftiger tømrerfirmaet Carsten Knudsen A/S 70 medarbejdere i de to afdelinger i Ringe og Svendborg.



- Vi har i mange år arbejdet i hovedstadsområdet, men fortrinsvis for fynske total- og hovedentreprenører eller investorer, og vi har til stadighed 8-10 mand i gang derovre, siger han.



Nye til faget

53-årige Carsten Knudsen har altid taget sit ansvar som den, der uddanner nye til faget



- Vi beskæftiger kun tømrersvende, og vi tager ansvaret på os, når det gælder uddannelse af nye til faget. Vi har konstant seks-otte lærlinge, og vi følger at de tilfører firmaet en masse, og mange af dem er faktisk blevet i virksomheden efter at de er blevet svende. Andre har været væk i nogle år for så at komme tilbage, fortæller han.



Carsten Knudsen har ved siden af sin virksomhed også været engageret i foreningslivet. Han har i 17-18 år været medlem af Træsektionen i Dansk Byggeri, herunder lokalforeningsformand i 10 år. Desuden har han været medlem interesseforeningen Dansk Træ i 11-12 år, og har her taget en formandstørn på fire år.



- Jeg synes det er rigtigt vigtigt, at man opsøger et fællesskab med ligestillede, for det giver så meget at være med til at præge udviklingen og vilkårene, siger han.



- Der er desværre en tendens blandt de yngre etablerede selvstændige håndværksmestre til, at de ikke mener at dette fællesskab er vigtigt. Den tendens synes jeg er rigtig uheldig. For det er nu engang vigtigt at være med til at præge fremtiden, og ligesom også se det hele lidt fra et andet perspektiv, konstaterer han.



Carsten Knudsen havde egentligt sat sig et mål at at lave noget andet, da han blev 50 år.



- Men jeg kunne jo godt mærke, at jeg ikke var klar. Men jeg vil gerne i god tid gøre virksomheden klar til at andre en dag skal køre den videre, så jeg kiggede mig om, og fandt Martin Harboe, der er ti år yngre end mig, og vi fandt ud af, at vi går godt i spænd sammen. Det er vigtigt for mig at slå fast, at jeg ikke er på vej ud, men at jeg har en dygtig medejer, som nu ejer 35 procent af aktierne. Målet er, at vi skal endnu en mand ind, men det ligger åbent endnu, forklarer Carsten Knudsen.



Ansvar og ejerskab

- Vi er til fulde enige om målet, men vi er ikke altid enige om, hvordan vi når det, og det er lige præcis det, jeg gerne ville, nemlig have andre øjne med ind, der kan udfordre tingene lidt.



- For eksempel har vi på Martins foranledning fået et nyt akkordsystem ind, som er langt bedre at arbejde med, og så skubber han også ansvaret længere ud - helt ud til lærlingen - for at få engagement og ejerskab, og det kan jeg mærke er rigtigt godt.



Virksomheden er i god gænge med et resultat i 2016 på godt seks mio. kroner og en egenkapital på godt 11 mio. kroner.



Carsten Knudsen har to døtre og en søn. Sidstnævnte er også udlært tømrer, og arbejder i øjeblikket for en række skihoteller i Alperne:



- Han interesserer sig for, hvad der foregår her, men han skal have lov at vælge helt selv. Muligheden foreligger, men det er bestemt ikke et must, at han skal hjem, siger Carsten Knudsen.



Ved siden af tømrerfirmaet har han et andet selskab, hvor han driver omkring 100 lejemål i investeringsejendomme i Ringe og Odense. Når han har fri, gælder det ugentligt ca. 100 km på cykel, og ellers er det sejlbåden, der sammen med familien trækker.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.126