Det er ikke længe siden, at DS Stålkonstruktion udvidede sin produktion med 5.000 kvm. Men ikke desto mindre har virksomheden, der er en del af DS Gruppen, netop stukket spaden i jorden til en ny udvidelse - fire gange så stor.
Koncerndirektør Mads Møller Hansen forklarer, at det er stigende ordretilgang, der skaber behovet for mere plads. Han forventer, at der i forlængelse af den 20.000 kvm store udvidelse vil blive brug for at forøge staben i DS Gruppen, som for øjeblikket tæller omkring 525 medarbejdere.
- Vores løbende optimering af produktionsapparatet viser endnu engang, at vi er fuldt ud konkurrencedygtige med lavtlønslandene og derfor er i stand til at bibeholde produktionen på dansk jord, udtaler Mads Møller Hansen i en pressemeddelelse.
DS Gruppen har de senere år oplevet markant fremgang i indtjeningen og kom i 2015/16 ud med et plus på knap 63 mio. kroner før skat ud af en omsætning på 1,134 mia. kroner.
DS Stålkonstruktion udvider med 20.000 kvadratmeter
Kraftig stigning i ordreindgangen skaber behov for mere plads