23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Halsnæs, på Frederiksberg, i Hillerød, Greve, Odder, Aarhus, Vildsund og Farsø

REGION HOVEDSTADEN

HALSNÆS

Bygningsvedligehold
Halsnæs Kommune har i år afsat syv mio. kroner til vedligehold af sine bygninger, og renoveringsarbejderne ønskes iværksat snarest. Halsnæs Byråd frigav pengene forleden.

De arbejder, der er prioriteret udført i år, drejer sig primært om sikring af klimaskærme.

De enkelte opgaver påregnes udbudt i underhåndsbud. Opgaver der måtte have samme karakter forsøges puljet i et samlet udbud. For eksempel vinduesudskiftning på flere ejendomme.

FREDERIKSBERG

Opførelse af Madkulturens Hus
Frederiksberg Kommunalbestyrelse har vedtaget Lokalplan 215 for Frederiksberg Allé 41, som skal bane vej for Madkulturens Hus, endeligt.

Frederiksberg Allé 41 er som én af tre lokationer på Frederiksberg under omdannelse til station på Cityringen. Stationen på Frederiksberg Allé bliver, med de forventede 10.000 passagerer dagligt, et nyt dynamisk fixpunkt på Frederiksberg.

Byggeriet, som lokalplanen og kommuneplantillægget skal muliggøre, er vinderen af bygherrekonkurrencen "Madkulturens Hus", der indeholder publikumsorienterede funktioner i de to nederste etager i form af et madkultur-koncept, som med et åbent byrum orienterer sig mod Frederiksberg Allé og Platanvej og danner forplads til metrostationen. I bygningens øvre etager indrettes boliger, i form af familieboliger og studios, orienteret omkring en indre grøn gård. Cobe Architects er arkitekt på projektet og har sørget for, at husets arkitektur og indpasning på stedet er tilpasset omgivelserne på Frederiksberg Allé.

HILLERØD

Udbygning af svømmehal
Kultur- og Fritidsudvalget i Hillerød Kommune skal på sit møde på tirsdag tage stilling til, hvorvidt en ansøgning fra FrederiksborgCentret om udbygning og renovering af Hillerød Svømmehal på 135 mio. kroner skal indgå i budgetforhandlingerne for budget 2018-2021.

FrederiksborgCentrets planer omfatter dels en udvidelse på cirka 2500 kvm, dels en delvis renovering af eksisterende arealer omfattende cirka 800 kvm.

Udvidelsen af svømmehallen skal indeholde en ny forhal, omklædning, terapi- og undervisningsbassin, børnebassin, aktivitetsbassin, 25 meters bassin, wellness område, møde- og aktivitetsrum.

Renoveringen omhandler eksisterende servicebygning. Arealerne skal i fremtiden indeholde skole- og klubomklædning, klublokaler, personalekontorer, -omklædning og -faciliteter mv.

Udvidelse og renovering skal foregå over to etaper.

Ifølge tidsplanen tages der hul på projektet næste år med forundersøgelser og rådgiverudbud/arkitektkonkurrence.

REGION SJÆLLAND

GREVE

Lokaler til Den Musiske Skole
Den Musiske Skole i Greve har ikke plads nok og vil gerne inddrage Greve Kommunes lokaler i Håndværkerbyen 60, og det er en sag, Greve Byråd har på dagsordenen på sit møde på mandag.

Administrationen har udarbejdet forslag til en samlet lokaleløsning på i alt 1.600 kvm enten ved ombygning af eksisterende lokaler eller ved indretning af nye.

Center for Byråd & Borgerservice indstiller, at administrationen arbejder videre med inddragelse af Håndværkerbyen 60 til Den Musiske Skole.

Lokalerne i Håndværkerbyen ønskes taget i brug allerede i august 2017 til sæsonen 2017/18.

ODDER

Opførelse af halmanlæg
Odder Byråd har sagt ja til at stille kommunegaranti til Hundslund Oldrup Kraftvarmeværk, der vil opføre et halmanlæg og i den forbindelse har brug for at optage et lån på 4,6 mio. kroner.

De samlede omkostninger til etablering af halmanlægget udgør 6,4 mio. kroner, og heraf finansieres 1,8 mio. kroner af egne midler.

REGION MIDTJYLLAND

AARHUS

Etablering af 12 almene handicapboliger
Aarhus Byråd har sagt ja til at sætte opførelsen af 12 almene handicapboliger på Egebæksvej i Højbjerg i gang. Byggeriet gennemføres i samarbejde med den selvejende institution Jysk Børneforsorg/Fredehjem.

Byrådet godkendte ligeledes en anskaffelsessum for byggeriet på 23 mio. kroner og kommunens indskud af grundkapital på 2,3 mio. kroner.

AARHUS

Opførelse af etageboligbebyggelse
Aarhus Byråd har givet tilladelse til opførelse af en etageboligbebyggelse på hjørnet af Nørre Alle 78 og Lollandsgade 3 i Aarhus.

I 2013 afviste Aarhus Byråd et byggeprojekt om en etageejendom i tre-fem etager på hjørnet af Nørre Allé og Lollandsgade. Projektet blev afvist af Byrådet særligt på grund af bygningshøjden og skalaspringet mod Lollandsgade. I 2016 har Byggeri modtaget et nyt projekt, hvor størstedelen af hjørneejendommen bevares, og hvor der opføres ny bygning på ejendommens parkeringsplads.

REGION NORDJYLLAND

VILDSUND

Etablering af søsportscenter
Søsportscenter Vilsund Bygningsforening søger Thisted Kommune om et tilskud på 1,7 mio. kroner fordelt med 850.000 kroner i år og 850.000 kroner næste år til etablering af Vilsund Søsportscenter på området ved Vilsund Skibsværft. Desuden er der søgt om kommunegaranti til et lån på 800.000 kroner. Thisted Byråd besluttede forleden at imødekomme ansøgningen.

Ansøger har fået tilsagn om to mio. kroner fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formål og forventer at kunne skaffe yderligere to mio. i tilskud fra fonde.

De væsentligste udgifter er køb af bygninger/værft, diverse renoveringer, projektering samt etablering af service- og grejbygning og landskabsprojekt. Alt i alt løber det samlede anlægsbudget op i 7,1 mio. kroner.

Projektet gennemføres i tre faser med indvielse i 2019. Der skal skabes faciliteter og rammer, der understøtter udfoldelsen af erhvervs- og friluftsaktiviteter på Vilsund Havn. Man vil om- og tilbygge eksisterende værksted og bådværft, nyopføre service- og facilitetsbygning samt etablere højvandssikring - sidstnævnte udformes sådan, at sikringen rummer stiforløb og opholdszoner.

FARSØ

Energioptimering af belysning
Vesthimmerlands Kommune har afsat 200.000 kroner til energioptimering af belysning i kommunens bygninger, og Ejendomscenteret planlægger sammen med Farsø Skole at disponere pengene til nye belysningsarmaturer på skolen samt lysstyring i festsalen og i de tilstødende lokaler. Det er planen at udskifte armaturer i undervisningslokaler, køkken og toiletter til LED armaturer med styring, og der monteres sensorer i alle rum. På gangarealer og foyer udskiftes lyskilderne til LED lyskilder, og der monteres on/off sensorer.I festsalen bibeholdes den eksisterende belysning, men der monteres styring så tændingstiden sænkes.

Teknik- og Miljøudvalget beslutter på mandag, om pengene skal frigives som ansøgt.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.094|instance-web03