Det afgørende for City Lift A/S er ikke at kunne skilte med DRA certificeringen, men at få fuld opmærksomhed på de interne procedurer, som sikrer virksomhedens kvalitet overfor kunderne.
- Det har været en spændende og sjov proces, som har betydet, at flere medarbejdere er kommet til at tage medejerskab til nogle af vores interne problemstillinger. Det er jo meget godt, at nogle oplever en problemstilling, men der skal også være nogen, der sørger for at gøre noget ved den, siger medejer og daglig leder af City Lift A/S, René C. Olsen.
- Det, at vi har underlagt os stikprøvekontrol, giver en indre merværdi. Vi får øget opmærksomheden. Folk kender alle arbejdsgange og bliver mere opmærksomme. Vi var ganske tidligt medlem af Dansk Byggeri og blandt de første medlemmer af Liftkontrolordningen.
- Ved hele tiden at følge op på vore procedurer og vores kontrolsystemer, kan vi også bedre tiltrække og fastholde dygtige medarbejdere, og dem er vi meget afhængige af. Det er jo dem, der har den afgørende kundekontakt, siger René C. Olsen.
City Lift A/S er grundlagt i 1953 af Henrik Ravn, der oprindeligt havde et træbeskærerfirma, som udlejede overskydende liftkapacitet. Det blev hurtigt hovedbeskæftigelsen.
Firmaet flyttede til sin nuværende adresse i Taastrup i 1991.
I 2000 overtog René C. Olsen den daglige drift af virksomheden, og i dag ejes City Lift A/S ligeligt af Henrik Ravn og René C. Olsen
- Vi er udlejer af lift- og løfteudstyr primært til mindre og mellemstore virksomheder. Vore kunder er en bred vifte af virksomheder lige fra filmselskaber til alle typer håndværksvirksomheder. Vi håndterer enkelte større projekter typisk for eksisterende kunder, men ofte siger vi nej tak. Vi vil ikke ekspandere for enhver pris. Vi er specialister på vores felt, og det vil vi fortsætte med. Derfor skal vi ikke bredde os for meget, siger René C. OÍsen.
- Vi har primært løftemateriel, men leverer også lidt andet grej for at hjælpe vore faste kunder. Vi hjælper også gerne med hele pakker, men så benytter vi samarbejdspartnere, siger han.
City Lift er dansk forhandler af Nifty Lifte. Firmaet sælger og servicerer, men har ikke opsøgende salg. Nifty Lifte sælges primært til udlejningsfirmaer, og de handler typisk direkte hos fabrikken. City Lift beskæftiger 18 medarbejdere.
DRA certificering øger udlejers indre værdi
City Lift A/S har gennemført DRA certificering først og fremmest for at øge den indre opmærksomhed på præcision og kvalitet