REGION HOVEDSTADEN
GLADSAXE
Renovering af almene boliger og opførelse af 36 nye familieboliger
Gladsaxe Byråd har godkendt forslag til lokalplan 250 for Skoleparken, som herefter fremlægges til offentlig høring frem til 30. juni. Lokalplanen gør det muligt for Arbejdernes Boligselskab i Gladsaxe at renovere boligerne i afdeling Skoleparken 1 samt opføre 36 nye familieboliger.
Den største del af Skoleparken er udpeget som bevaringsværdig i kategori 3, og forudsætningen for renoveringen er, at det oprindelige byggeris udtryk bevares. Lokalplanen giver dog lov til ændringer begrundet i byggetekniske krav og arkitektoniske hensyn.
Derudover giver lokalplanen mulighed for, at der kan opføres 36 nye boliger. Langs Halbjørnsvej kan der opføres tre stænger med ni rækkehuse i hver, og i den tidligere erhvervsbygning ud mod Triumfvej kan der opføres endnu ni rækkehuse.
VALBY
Udvikling af Valby Bibliotek
Kultur- og Fritidsudvalget i Københavns Kommune har sagt ja til at sende ’Scenarier for udvikling af Valby Bibliotek’ i høring i Valby Lokaludvalg. Kultur- og Fritidsudvalget genbehandler sagen inden sommerferien 2017 med henblik på, at et eller flere forslag kan indgå i forhandlingerne om Budget 2018.
Københavns Kommune har afsat 650.000 kroner til screening af scenarier for biblioteksfaciliteter på Toftegårds Plads i Valby, og der opereres med enten flytning af Valby Bibliotek til Valby Kulturhus eller udnyttelse af den fulde byggeret i Annexstræde, hvor biblioteket ligger nu. Screeningen belyser seks scenarier fordelt med fire på Toftegårds Plads og to i Annexstræde.
Hvis der skal arbejdes videre med et af scenarierne, skal der i første omgang afsættes en planlægningsbevilling på cirka en mio. kroner.
Prisen for realisering af de forskellige scenarier spænder ifølge beregningerne fra 15 til 48 mio. kroner.
REGION SJÆLLAND
KALUNDBORG
Opførelse af 17 almene boliger
Boligselskabet Alliken ønsker at opføre 17 almennyttige boliger fordelt på tre punkthuse i treetagers højde på ejendommen Lundevej 38, som ligger vest for Kalundborgs bykerne.
Administrationen har i samarbejde med bygherres rådgiver, Årstiderne Arkitekter, udarbejdet forslag til lokalplan, som har været i offenlig høring og nu indstilles til endelig vedtagelse i Kalundborg Kommunalbestyrelse i dag.
DIANALUND
Almene familieboliger
Sorø Kommune og Boligforeningen Dianalund indgik den 1. december sidste år en partnerskabsaftale om etablering af almene boliger i Dianalund. Nu skal en del af aftalen udmøntes, nemlig etablering af 27 almene familieboliger i Doktorhaven i Dianalund.
Sorø Byråd skal således på sit møde i morgen tage stilling til, om der skema A og dermed projektets økonomi skal godkendes.
Anskaffelsessummen er beregnet til knap 36 mio. kroner.
Boliger indrettes i størrelser fra godt 47 til 110 kvm. Fire af de nye boliger indrettes i et eksisterende byggeri, mens de 23 øvrige nyopføres.
Der er endnu ikke truffet beslutning om udbuds- og entrepriseform.
Byggeriet forventes påbegyndt ultimo i år og afsluttet ultimo næste år.
REGION MIDTJYLLAND
EBELTOFT
Den ny Maltfabrik
Syddjurs Kommune har sammen med Praksis Arkitekter udarbejdet Forslag til Lokalplan nr. 403 for centerområde ved Den ny Maltfabrik, som indstilles til godkendelse i Syddjurs Byråd i dag med henblik på offentliggørelse.
Forslaget tager udgangspunkt i vinderforslaget for arkitektkonkurrencen for Den ny Maltfabrik, som er udarbejdet af Praksis Arkitekter i samarbejde med Kristine Jensens tegnestue, Midtconsult, VMB arkitekter samt billedkunstner og grafiker Morten Skovmand.
Lokalplanforslaget skaber mulighed for, at området kan anvendes efter den vision og den disponering som er indeholdt i vinderforslaget. De eksisterende maltfabriksbygninger sikres bevaret med mulighed for ombygning og udvikling under særlig hensyn til det eksisterende bymiljø, maltfabrikkens arkitektur og karakter i materiale og farvevalg.
Lokalplanen har desuden til formål at sikre arealer til nye byrum og passager, der skaber den sammenhæng og bevægelse mellem Adelgade, Maltfabrikken og kysten, som Visions- og udviklingsplanen for Ebeltoft by og havn skitserer.
REGION NORDJYLLAND
VESTER HASSING
Udbygning hos HMC Motorcykler
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune indstiller til byrådet, at kommuneplantillæg 9.014 Erhverv, Skovhusvej, Vester Hassing godkendes.
Kommuneplantillægget udlægger et nyt erhvervsområde for at sikre fremtidige udvidelsesmuligheder for virksomheden HMC Motorcykler på Skovhusvej i Vester Hassing. Virksomheden rummer motorcykelforretning og -værksted. Kommuneplantillægget sikrer endvidere, at det nye område kan anvendes til andre former for erhverv som for eksempel lettere industri, lager- og værkstedsvirksomhed mv.
AALBORG
Opførelse af 48 boliger
Ældre- og Handicapudvalget i Aalborg Kommune skal på sit møde i dag tage stilling til et dispositionsforslag vedrørende 48 boliger, som planlægges opført på Annebergvej.
Forvaltningsledelsen indstiller, at dispositionsforslag og tidsplan godkendes som grundlag for udbud i totalentreprise, herunder færdigprojektering og opførelse.
I det godkendte budget 2016 er det vedtaget at opføre 48 nye almene boliger i Aalborg Kommune, som en fremtidig erstatning for boligerne på Riishøjcentret.
Boligerne opføres som kommunale almene ældreboliger, hvor kommunen efterfølgende kommer til at eje hele bygningen, både servicedel og boligdel.
Lokalplanarbejdet er forsinket på grund af en mulig placering af almene boliger på nabogrunden, og lokalplanen forventes først godkendt sidst på året, hvilket kan få indflydelse på tidsplanen for byggeriet. Boligerne skal ifølge tidsplanen være klar til indflytning ultimo maj 2019.
Prækvalifikation og udvælgelse af totalentreprenører til udbud gennemføres i perioden maj-juni, og sidste på året indgås kontrakt med den valgte totalentreprenør, hvorefter byggeriet indledes.
FREDERIKSHAVN
Indretning af boliger i tidligere skolebygning
Frederikshavn Byråd skal på sit møde i dag beslutte, om Forslag til lokalplan FRE.B.15.17.01 for boliger ved Ørnevejens Skole i Frederikshavn skal godkendes og frmlægges i offentlig høring.
Planforslaget gør det muligt at indrette 40 boliger i den tidligere skolebygning samt opføre to nye punkthuse i fem etager med 20 boliger i hvert punkthus.
Plan- og Miljøudvalget og økonomiudvalget anbefaler, at forslaget godkendes og fremlægges, idet man anmoder ansøger om at fremlægge tre alternative udformninger af altaner til høringsfasen.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeprojekter i Gladsaxe, Valby, Kalundborg, Dianalund, Ebeltoft, Vester Hassing, Aalborg og Frederikshavn