Det er gået frem for Gottlieb Paludan Architects på både top- og bundlinjen de senere år, og 2016 er ingen undtagelse.
Faktisk er regnskabet bedre end rekordresultatet året før.
Omsætningen er gået frem fra 106,4 mio. kroner i 2015 til 107 mio. kroner i 2016, og bundlinjen har forbedret sig med godt 1,5 mio. kroner fra 6,4 mio. kroner til 7,9 mio. kroner.
- Det er ingen hemmelighed, at der er god grund til at være tilfreds, siger økonomichef i Gottlieb Paludan Architects, Henrik Røbel, til Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Han peger på øget aktivitet, og at en del af omsætningsvæksten kan henføres øget brug af underrådgivere.
Af ledelsesberetningen fremgår det, at der i 2016 har været stor aktivitet inden for alle virksomhedens arbejdsområder, som dækker rådgivning inden for mobilitet, forsyning og infrastruktur.
Af opgaver, der har holdt virksomheden i gang, fremhæver Henrik Røbel planlægningen og projekteringen af Apples nye datacenter i Viborg, som har været årets største opgave, samt Letbane Ring 3 København og Amagerværket Bio 4.
Planer om nye udlandseventyr
Når det gælder fremtiden, så er målet yderligere vækst.
- En fornuftig, kontrolleret vækst. Vi skal fortsætte den vækst, vi har på bundlinjen nu. Det er planen, siger Henrik Røbel og påpeger, at omsætningen godt kan gå lidt op og ned afhængigt af, om virksomheden kommer med på projekter som totalentreprenør eller ej.
I 2017 er der forventning om yderligere vækst "såvel på eksisterende som på nye markeder", beskriver ledelsesberetningen.
Det gælder udlandet, men virksomheden kan ikke specificere yderligere for nuværende, fortæller Henrik Røbel.
- Vi har en masse tilbud ude nu - og nogle er sågar hemmelige, siger han.
Vedrørende medarbejderantallet, så er forventningen at lande omkring de 100. I 2016 er der i regnskabet registreret 96 gennemsnitligt antal heltidsansatte medarbejdere.
Virksomheden er i november 2016 flyttet i et nyindrettet domicil på Orientkaj i Københavns Nordhavn, og her er der plads til kommende nye medarbejdere, fortæller Henrik Røbel.
I 2015 udvidede Gottlieb Paludan Architects partnerkredsen med fem personer, og i 2016 har virksomheden udvidet ledelsen med en markedschef.
I 2017 er der ingen planlagte organisatoriske ændringer i den stil, fortæller han.
Arkitekt overgår sig selv i nyt regnskab
2015 var rekord. Det samme er 2016 for Gottlieb Paludan Architects A/S, der forventer yderligere vækst i 2017