23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Ny Arbejdsgiver-direktør er klar til kamp om medlemmer

Mads Graves begynder som adm. direktør i erhvervs- og arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne den 1. maj

Landets arbejdsgiver- og brancheorganisationer kæmper i disse år en stadig hårdere kamp om medlemmerne. Eksempelvis har DI efterhånden med held bevæget sig ind på flere områder, som ikke er gængs industri, hvilket skaber et pres på særligt de mindre organisationer.

Derfor er udfordringen kendt for den nye adm. direktør i branche- og arbejdsgiverorganisationen Arbejdsgiverne, Mads Graves.

Han blev torsdag udnævnt til ny adm. direktør i organisationen, der organiserer omkring 2.000 fortrinsvis mindre virksomheder inden for industri-, smede- el- og vvs-området.

- Der er mange organisationer, som kæmper om de samme medlemmer, og udfordringen er selvfølgelig at få flere medlemmer og øge vores markedsandel. Men jeg mener, at Arbejdsgiverne er en stærk organisation med en god produktportefølje, så vi både kan bibeholde de medlemmer, vi har, og tiltrække nye. Samtidig har Arbejdsgiverne 19 lokalafdelinger, hvilket gør, at der er gode muligheder for at være i tæt kontakt med medlemmerne og sparre med dem i forhold til, hvad de har af udfordringer, siger Mads Graves.

Han peger samtidig på, at der traditionelt har været en stærk samhørighed mellem medlemmerne og Arbejdsgiverne, som blev dannet af en række smedevirksomheder i starten af 1900-tallet.

- Mange af vores medlemme er både anden og tredje generation i deres virksomheder, så der er et stærkt bånd mellem medlemmerne og vores organisation, påpeger Mads Graves, der starter i sit nye job den 1. maj.

Skarp konkurrence
Han erkender dog, at der er en skarp konkurrencesituation mellem erhvervsorganisationerne, hvor Arbejdsgiverne på byggeområdet kæmper med Tekniq om el- og vvs-virksomhedernes gunst.

Mads Graves mener dog, at Arbejdsgiverne står stærkt i kampen om at kapre nye medlemmer.

- Ud fra de regnskaber (Arbejdsgivernes, red.) jeg har set, har vi en rigtig stærk økonomi, så jeg mener jo, at vi leverer varen. Men vi skal selvfølgelig hele tiden være opmærksomme på konkurrencesituationen, og om der er nye markeder at se på, ligesom vi kan indgå partnerskaber og tættere samarbejde med andre organisationer. For med udviklingen på området er det jo naturligt, at vi skal kigge på udvidelser. Men jeg har ikke nogen strategiplan for det, og det ville jeg i givet fald også skulle vende med bestyrelsen først, siger Mads Graves, der i øjeblikket er chefrådgiver hos Center for Ledelse i København.

En stilling han kun har siddet i siden 1. januar efter en karriere som både journalist, nyhedschef, kommunikationschef og leder i den kommunale sektor samt uddannelsesverdenen.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.157|instance-web02