|
Havvindparker
• Vindeby (tages nu ned)
• Tunø Knob • Middelgrunden • Horns Rev I • Rønland • Nysted • Samsø • Frederikshavn • Horns Rev II • Avedøre Holme • Sprogø • Rødsand • Anholt |
Bølgerne skvulper omkring båden. Den vugger blidt, mens boven pløjer sig igennem smålandsfarvandet og ud mod 11 betonklodser, som netop rager op af det relativt rolige vand.
- Jeg forventer, at betonen har beskyttet armeringen, siger Birit Buhr Jensen, der er betonspecialist hos Dong Energy.
Hun er med ombord på den lille båd, som nu ligger og vugger ud for en af Vindeby Havvindmølleparks resterende fire møller.
- Jeg er med til trække nogle erfaringer ud af projektet omkring den coating, der er lavet, men også betonen. Det er jo verdens ældste park, så det bliver spændende at se, hvordan den har holdt, og hvordan den har opført sig over tid, siger hun og uddyber:
- Alssund og Farøbroerne er lavet lidt før Vindeby fundamenterne. Parken her adskiller sig fra dem ved at have et højere indhold af flyveaske, og det gør måske, at den har klaret sig bedre mod kloridindtrængning. Det vil vi gerne undersøge. Noget af interessen går også på at se, om det høje flyveaskeindhold har kunnet reducere frostbestandigheden.
Lille stykke verdenshistorie
Det lille stykke verdenshistorie bestod oprindeligt af 11 havvindmøller, som kunne forsyne knap 2.200 husstande med strøm. I dag kan en enkelt vindmølle producere mere strøm end hele den gamle park til sammen, men nu er det hele altså slut.
Vindeby Havmøllepark er netop ved at blive pillet ned. Tilbage står kun tre møller, mens entreprenørerne netop er ved at forberede nedtagningen af den fjerdesidste.
Nogle skrald flækker den disede formiddagsluft. Arbejderne er i gang med at frigøre nacellen fra tårnet. De slår boltene løs, som holder tårnene og nacellerne fast. Det Birit Buhr Jensen venter på er at få lov til at kigge nærmere på betonfundamenterne, som hun har cirka 30 års erfaring med at analysere,
- Vi fik lavet et par undersøgelser, før vi gik i gang her. Der har været nogle tyndslibsanalyser og planslib, så man kan se, hvad det er for en beton, der er blevet brugt. Der er anvendt lavalkalisulfatbestadig cement, som man brugte dengang og stadig bruger til kystbroer og marine-konstruktioner herhjemme.