Der er en særlig familieagtig kultur i entreprenørvirksomheden Dansk Boligbyg A/S, mener 55-årige Anton Nørgaard, der fredag den 31. marts havde sin første officielle arbejdsdag som topchef. 
 
- Når man først er kommet ind i virksomheden, ender det tit med, at man bliver her. Og dem der smutter kommer ofte tilbage igen, siger han til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 
 
Det hænger blandt andet sammen med, at virksomheden ikke er bange for at vise medarbejderne tillid og dele ansvar ud til dem, der har mod på at løfte det. 
 
- Vi har et værdisæt, der handler om stor selvbestemmelse for den enkelte medarbejder. Arbejdet er ikke tilrettelagt i skemaer og faste processer, siger den nytiltrådte adm. direktør. 
 
Fra Mors til DDR 
Inden Anton Nørgaard fandt sit lod hos Dansk Boligbyg, prøvede han lidt af hvert. Som nyuddannet tømrer rejste han fra hjemstavnen på Nykøbing Mors til Horsens, hvor han byggede ovenpå og blev bygningskonstruktør. 
 
Hans første ansættelse var på en tegnestue i Aarhus, og herefter røg han videre til Dansk Halentreprise A/S som projektleder. Først i Horsens og senere i delstaten Mecklenburg-Vorpommern i det gamle Østtyskland hvor han var med til at bygge landet op efter Sovjetunionens sammenbrud. Den første opgave var en gammel klædefabrik, som skulle ombygges til butikscenter med blandt andet en Netto-butik. 
 
- Trojkaen solgte ud af ejendommene, og der var meget at lave i det nye Tyskland i begyndelsen af 90’erne for danske entreprenører, mens erhvervsbyggeriet herhjemme stod stille, fortæller Anton Nørgaard. 
 
Da familielivet med hustru og børn blev aktuelt, vendte han hjem igen og blev konsulent for Byggeriets Arbejdsgivere i Aarhus. Her rådgav han branchen om prislister, overenskomster og fagretlige spørgsmål i nogle år, men jobbet blev for langsommeligt og tungt i længden, og han savnede støvet fra byggepladsen. 
 
- Jeg savnede at kunne træffe en beslutning og se den ført ud i livet ti minutter senere, forklarer Anton Nørgaard, som fik ansvaret for en afdeling hos en tømrermester i Vejle, inden han i 1999 blev tiltrukket af et nyt projekt i Horsens. 
 
Ny type, samme stil 
Dansk Boligbyg blev stiftet i 1998, så Anton Nørgaard kom ind i virksomheden i den spæde start cirka et år efter dannelsen. 
 
- Jeg havde snakket frem og tilbage med stifterne, herunder Ole Rasmussen (afgående adm. direktør, red.) i en periode, inden vi nåede frem til en aftale om, at jeg kom ind i virksomheden som projektleder, fortæller han. Efter fem år fik han sin egen afdeling, og nu skal han altså sidde ved bordenden. Det bliver dog ikke helt nyt for ham at sidde med det tungeste ansvar i virksomheden. 
 
- Jeg har fungeret som stedfortræder for Ole de seneste to-tre år, og skiftet har været undervejs et godt stykke, så der er ikke tale om en helt ny orden, siger Anton Nørgaard. 
 
Og medarbejderne og branchen kommer heller ikke til at mærke den store forskel. Ole Rasmussen og Anton Nørgaard har trods vidt forskellige personligheder de samme værdier, som sidstnævnte betegner som ærlighed og ordentlighed. 
 
- V er enige på de fleste områder, så jeg tror ikke, at man vil mærke den store forskel i ledelsesstil. Han er måske mere tålmodig end mig. Jeg kan hurtigt blive utålmodig, og det skal jeg måske lære at tøjle lidt.
Ny Boligbyg-chef vil værne om firmaets kultur
Anton Nørgaard arbejdede på tegnestue, rådgav om overenskomster og byggede Netto-butikker i Østtyskland, inden han slog rødder i Dansk Boligbyg, hvor han er ny topchef.