REGION HOVEDSTADEN
RØDOVRE
Etablering af signalanlæg
I forbindelse med udviklingen af området ved Rødovre Station skal der etableres to signalanlæg til håndtering af biltrafikken. Der er udarbejdet et detailprojekt, som kan sendes i udbud nu, såfremt det godkendes af Teknik- og Miljøudvalget i Rødovre Kommune i morgen.
Arbejdet skal herefter udføres i perioden fra maj til august, og kommunen budgetterer med en udgift på syv-otte mio. kroner.
REGION SYDDANMARK
KOLDING
Klimatilpasning
Kolding Byråd har afsat 900.000 kroner til udformning af et skitseprojekt, der skal kombinere udvikling og klimatilpasning af Søndergade. Projektet udvikles i tæt samarbejde med erhvervsdrivende, BlueKolding med flere, og i dag skal Miljøudvalget drøfte den overordnede projektplan.
Planen er, at eksterne konsulenter nu skal analysere Søndergades identitet, og i august skal der så tages stilling til det videre arbejde.
REGION MIDTJYLLAND
HADSTEN
Etablering af parkeringspladser
Ejendomscentret i Favrskov Kommune har sammen med Nodo Arkitekter udarbejdet et skitseforslag, der viser, hvordan der kan etableres 60 parkeringspladser til almindelige personbiler og tre handicapparkeringspladser ved den nye hal i Hadsten.
Skitseprojektet og den tilhørende anlægsbevilling på to mio. kroner indstilles nu til politisk godkendelse, og i første omgang kommer sagen for Kultur- og Fritidsudvalget i morgen.
REGION NORDJYLLAND
HIRTSHALS
Vindmøller
På baggrund af en ansøgning fra Hirtshals Havn om opstilling af fire vindmøller på Hirtshals Havn har Hjørring Kommune udarbejdet et forslag til lokalplan og et forslag til kommuneplantillæg samt miljørapport, som nu kommer i offentlig høring i otte uger.
Plangrundlaget beskriver og belyser et hovedprojekt med fire vindmøller, og et alternativ med tre møller.
Nye anlægsopgaver på vej
Læs i dag om kommende anlægsprojekter i Rødovre, Kolding, Hadsten og Hirtshals