Årets resultat er faldet 20 procent fra tre mio. kroner i 2015 til 2,4 mio. kroner i 2016.
Alligevel er resultatet tilfredsstillende for Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S, som holder til i Aarhus. Her peger man selv på en større garantisag for Aarhus Kommune og en tabssag på en anden kunde som udslagsgivende for det lavere resultat.
- Der har været en del udfordringer i årets løb. Blandt andet har der været en stor garantisag for Aarhus Kommune, hvor vi måtte lave hele belægningen om på en skole. Den var ikke lagt, som den skulle. Vi opdagede selv fejlen under udførslen, men det påvirker selvfølgelig regnskabet negativt, siger Henrik Hoffmann, direktør i Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S og fortsætter:
- Vi laver meget for Aarhus Kommune, og dem vil vi ikke risikere at miste som kunde, så vi behandlede sagen som en reklamation og lavede den om. Den belastede os selvfølgelig og var medvirkende til, at vi fik en overskudsgrad på 8,5 procent i 2016. Vi regner 10 procent for vores succeskriterie, men er alligevel godt tilfredse med året, siger Henrik Hoffmann, direktør i Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S
Svært at integrere opkøb
Udover sagen på den aarhusianske skole samt en anden tabssag har 2016 ifølge anlægsgartneren været et normalt år.
Fejlen i belægningen på skolen i Aarhus skete ifølge Henrik Hoffmann i forbindelse med virksomhedens overtagelse af LK Gruppen i november 2014.
- Vi overtog virksomheden i november 2014. Så vi brugte 2015 og 2016 på at indarbejde den i vores virksomhedskultur. Det var ikke alle fra den gamle virksomhed, som ønskede at komme over til os, og det var heller ikke alle, som passede ind i virksomhedsånden. Men nu fungerer det, men det har også taget os knap to år om at køre den ind, siger han og fortsætter:
- Vi vækster stadig, og det er vi glade for. Vi konkurrerer med nogle af de helt store spillere på markedet, og det gør, at vi skal være utroligt skarpe på beregningerne. Fremadrettet søger vi kun organisk vækst. Det er ikke altid så let, som det lyder at overtage en anden virksomhed. Det er meget komplekst, og der er for mange udfordringer i forhold til at integrere en ny kultur og tilpasse mandskabets arbejdsopgaver i en virksomhed til, at man kan indarbejde en overtagelse hvert år, siger Henrik Hoffmann.
Letbane kan straffe Hoffmann
2016 har også budt på autorisering inden for kloakarbejder. Det er sket efter flere forespørgsler fra kunder.
Det gør, at H. Hoffmann fremadrettet ikke længere i så høj grad hyrer underentreprenører ind til at udføre den del, men holder opgaverne internt i virksomheden. Det bringer optimisme for 2017, selvom der også her er udsigt til enkelte udfordringer.
- Vores grønne afdeling er booket helt op året ud, mens vi på det grå område stadig mangler nogle projekter fra september og frem til december, så der skal vi vinde nogle projekter. Men der kommer hele tiden beregningsopgaver, og den største udfordring er at sige nej, hvis de ligger i den forkerte periode på året, siger Henrik Hoffmann, inden han slutter:
- Vi kan ikke finde nogen ledige håndværkere. Vi leder med lys og lygte, men der findes simpelthen ikke nogen ledige på markedet, og vi kan ikke bruge ufaglærte til noget som helst. Vi er i gang med letbanen i Aarhus, hvor vi laver stationsanlæg og perroner, og eftersom vores folk ikke kan være to steder på en gang, giver det os problemer, når tidsplaner skrider, som tilfældet er på netop letbanen. Det gør at vores folk ikke bliver frigivet til de næste opgaver.
Aarhusiansk anlægsgartner får lavere resultat
H. Hoffmann A/S måtte lave om på belægning på skole. Det koster sammen med anden dårlig sag 20 procent på årets resultat