En ny undersøgelse fra Dansk Byggeris træsektion om ny teknologi i tømrerbranchen viser, at danske tømrermestre er gode til at tage imod ny teknologi.
Eksempelvis har mere end 90 procent af deltagerne i undersøgelsen en positiv eller meget positiv erfaring med digital tidsregistrering.
Desværre viser undersøgelsen også, at hele 92 procent af de adspurgte ikke har overvejet muligheden for at investere i endnu nyere teknologi som robotter, mens 80 procent heller ikke vil investere i droner.
Sådan er det også hos tømrer- og snedkerfirmaet Kolster A/S i Middelfart, og det kan blive et problem. I løbet af de næste 20 år bliver mindst 800.000 job på det danske arbejdsmarked nemlig automatiseret.
- Sat på spidsen, så synes jeg, det er for tidligt at fokusere på sådan noget som eksempelvis droner. Det er ikke noget, tømmersvendene kommer til at bruge de næste 10 år, siger Carsten Thorsager, tømrermester i Kolster A/S og fortsætter:
- Jeg har ikke selv evnerne til at flyve med en drone, og jeg kan ikke følge med teknologien, de næste 20 år jeg er på arbejdsmarkedet. Men jeg er meget opmærksom på de kvalifikationer, som vores ansatte har, og samtidig skal dem vi ansætter være dygtigere, end dem vi hidtil har ansat, fordi der hele tiden kommer nye krav til blandt andet opmåling med droner, udbudsmateriale, virtual reality og robotter.
Robotterne indtager byggepladserne
Ny undersøgelse fra Dansk Byggeri viser, at danske tømrermestre kun har lille lyst til at investere, og det kan blive et problem