23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Brøndby, Herlev, Ishøj, Høng, Kalundborg, Vig og Lemvig

REGION HOVEDSTADEN



BRØNDBY



Opførelse af dagligvarebutik og boliger

En investor er interesseret i at bygge ny dagligvarebutik og nye boliger på Park Allé i Brøndbyvester, og for at det kan lade sig gøre, skal der udarbejdes ny lokalplan.



Forvaltningen indstiller, at planlægningsarbejdet sættes i gang. I første omgang er sagen på Teknik- og Miljøudvalgets dagsorden i dag.



HERLEV



Opførelse af ungdomsboliger

Herlev Kommune har udarbejdet et forslag til Lokalplan for en ungdomsboligbebyggelse på Lyskær 11. Inden for byggefeltet må der etableres cirka 260 boliger og maksimalt 400 kvm liberalt erhverv.



Forvaltningen indstiller, at forslag til Lokalplan 109 for en ungdomsboligbebyggelse på Lyskær 11 og et tilhørende forslag til kommuneplantillæg sendes i høring i otte uger, og i første omgang er det Teknik- og Miljøudvalget, der tager stilling i sagen i morgen.



HERLEV



Opførelse af diabetescenter

Teknik- og Miljøudvalget i Herlev Kommune har et forslag til Lokalplan 107 for et Diabetescenter ved Herlev Hospital på dagsordenen i morgen.



Det er lokalplanens formål at udlægge området til offentlige formål, herunder hospital og diabetescenter og skabe sammenhæng mellem diabetescenteret og resten af hospitalsområdet.



Bygningen må maksimalt have et bruttoareal på 18.000 kvm og en maksimal højde på 10 meter.



Udformningen af bygningen har været udbudt i arkitektkonkurrence. Vinderen af konkurrencen blev offentliggjort den 20. december 2016 og lokalplanen er udarbejdet på baggrund af vinderprojektet.



Forvaltningen indstiller, at lokalplanforslaget sendes i offentlig høring i otte uger.



ISHØJ



Etablering af bagestation i køkken

Sundheds- og Ældreministeriet har udmeldt en pulje på 425 mio. kroner til målrettet renovering, etablering eller genetablering af køkkener på plejecentre for at bringe maden tættere på beboerne.



Omsorgscentret Kærbo i Ishøj Kommune vil ansøge om midler til at etablere en bagestation i det eksisterende produktionskøkken, så beboerne i endnu højere grad kan modtage friskbagt brød/kage i deres leve/bo miljøer. Der skal installeres ovn, vask, sug, bordplads og røremaskiner, og det nuværende estimat for beløbet, der ansøges om, er 500.000 kroner.



Social- og Sundhedsudvalget i Ishøj Kommune har godkendt, at omsorgscentret indsender en puljeansøgning.



REGION SJÆLLAND



HØNG



Kultur- og bevægelsespark

I forbindelse med budgetaftalen for budget 2015-2018 besluttede Kalundborg Kommunalbestyrelse at afsætte i alt 35 mio. kroner til etablering af en hal B med tilhørende foreningslokaler i tilknytning til den nuværende hal i Høng. Derudover bevilger Lokale og Anlægsfonden muligvis op til 10 mio. kroner yderligere til projektet i forbindelse med Fondens tiltag "Nye Tider - Nye Haller".



Der er udarbejdet et dispositionsforslag for projekt Kultur- og Bevægelsespark, og det forelægges nu til Kommunalbestyrelsens godkendelse, inden man går videre med projektet.



Kalundborg Kommune blev i december 2015 udvalgt som én af tre kommuner i kampagnen "Nye Tider - Nye Haller", med formålet at bygge en moderne idrætshal med tilhørende udearealer.



Sammen med Lokale og Anlægsfonden gennemførtes i 1. halvår 2016 et konkurrenceforløb, hvor der blev valgt totalrådgiver for projektet.



Lokale og Anlægsfondens bestyrelse har dispositionsforslaget til godkendelse i april, hvor det besluttes, hvorvidt og med hvor meget Fonden vil støtte projektet.



Dispositionsforslaget indeholder en stor multisal på cirka 1.200 kvm, som sammen med Kultur- og Rytmiksalen kan dække behovet fra de tre haller man lejer sig ind i dag. Den nye sal er designet med målet på en håndboldbane og kan dermed rumme de traditionelle idrætsgrene. Salen bliver desuden indrettet med blandt andet motoriklandskab og depotplads.



Der etableres også en Kultur- og Rytmiksal på cirka 320 kvm og en pavillon til møder, undervisning med mere på 56 kvm. Dertil kommer Cykelhub/værksted på 32 kvm, ny indgang og toiletter samt en indvendig mellemzone på cirka 700 kvm, som udgør sammenhængen mellem de forskellige sale og rum.



Hvis de nødvendige godkendelser kommer i hus, regnes der med byggestart i foråret 2018 med efterfølgende indvielse sommer eller tidligt efterår 2019.



KALUNDBORG



Boligbebyggelse

Lokalplan nr. 559 for boligbebyggelse langs del af Møllebakken i Kalundborg indstilles nu til endelig vedtagelse i Kalundborg Kommunalbestyrelse via Økonomiudvalget, der har sagen på dagsordenen i dag.



Lokalplanen giver mulighed for opførelse af op til tre nye enfamiliehuse som en forlængelse af den eksisterende husrække på Møllebakkens sydside.



VIG



Opførelse af biogasanlæg

Odsherred Kommune modtog i januar en anmodning om udarbejdelse af en lokalplan fra AgroFora på vegne af ejer/adkomsthaver Preben og Kenneth Hansen, der ønsker at etablere første etape af et biogasanlæg på egen grund på Holbækvej 15, Vig.



Der er nu udarbejdet et forslag til lokalplan, som indstilles godkendt og fremlagt til høring. I første omgang tager Miljø- og Klimaudvalget stilling i sagen 28. marts.



REGION MIDTJYLLAND



LEMVIG



Etablering af yogastudie

Teknik- og Miljøudvalget i Lemvig Kommune har sagt ja til, at der indrettes yogastudie på adressen Østergade 15c, som ansøgt af yogainstruktør Sandra Nybaard.



Ligeledes har udvalget besluttet at imødekomme en ansøgning fra ejeren af Kiropraktisk Klinik Lemvig og indretning af en ny kiropraktisk klinik på adressen Østergade 8a.



Endelig har udvalget sagt god for, at der indrettes tre lejligheder på første sal i ejendommen Havnen 18, der tidligere har været lejet ud til erhvervsmæssige formål og som nu står tom. Ejeren har den seneste tid haft svært ved at finde en lejer til første sal på grund af etagens store areal og ønsker derfor at ændre formålet til beboelse.



LEMVIG



Renovering af toiletbygning

Lemvig Kommunalbestyrelse har afsat 280.000 kroner til renovering af toiletbygningen i Konsul Andersens gade.



Der er udarbejdet et overslag på renoveringen på 560.000 kroner. Prisen tager udgangspunkt i en renovering af tagpap og stern, og at murværk samt vinduer bevares. Indvendig ophugges gulv, hvorefter vand, kloak og elinstallationer udskiftes. Der etableres nye lofter samt flisebelægning på gulve og vægge i uni-sex toilet samt i handicaptoilet og monteres nyt, vandalsikret inventar og skiltning. Varmeinstallation udføres som strålevarme, således at der kan opnås en tilstrækkelig temperatur.



Kommunalbestyrelsen søges nu om en tillægsbevilling til projektet med anbefaling fra Teknik- og Miljøudvalget.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.125