REGION SJÆLLAND
SLAGELSE
Campus
Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget i Slagelse anbefaler nu, at forslag til lokalplan 1172, Campus Vest i Slagelse godkendes og fremlægges i otte ugers offentlig høring.
Campusområdet udgør et samlet areal på cirka tre hektar mellem jernbaneterrænet og Sdr. Stationsvej, og lokalplanen giver mulighed for opførelse af flere nybyggerier og nye anlæg: en ny idrætshal på cirka 2.000 kvm med tilhørende udendørs sportsarealer i den vestlige del af området eller alternativt op til 5000 kvm til undervisnings- eller institutionsformål eller op til 3000 kvm til ungdomsboliger, nye bygninger til undervisning centralt i området - op til 18.000 kvm i op til seks etager og en ny gangbro over jernbanen.
De enkelte projekter er på nuværende tidspunkt i forskellige udviklingsfaser. For den nye idrætshal er der i 2016 i regi af Lokale- og Anlægsfondens tiltag "Nye tider - Nye haller" gennemført en arkitektkonkurrence. Vinderforslaget viderebearbejdes frem til vinteren 2017, hvorefter det forventes, at der tages beslutning om realisering. For den centrale del af området planlægger UCSJ et udbud af et byggeprojekt til sommer. Udbuddet forventes at omfatte i alt 12.000 kvm.
En ny gangbro forventes at kunne opføres i forbindelse med Banedanmarks udskiftning og omlægninger af jernbanespor i 2019. Et projekt for gangbroen er under udarbejdelse.
SLAGELSE
Opførelse af dagligvarebutik
Slagelse Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, der skal gøre det muligt at opføre en dagligvarebutik på Jordbærvej i Slagelse, og det indstilles nu til politisk godkendelse og fremlæggelse i offentlig høring. Erhvervs-, Plan- og Miljøudvalget anbefaler godkendelsen.
REGION SYDDANMARK
VARDE
Opførelse af 38 almene boliger
Varde Byråd har givet tilsagn om støtte i form af godkendelse af skema A til opførelse af 38 almene familieboliger i Storegade i Varde.
Det er Varde Bolig Administration, der står bag byggeplanerne. Der er tale om en bebyggelse i fire etager med gårdrum og parkering i gårdrum.
Den samlede anskaffelsessum for projektet udgør 69.274.000 kroner.
ESBJERG
Biografcenter
Esbjerg Kommune har udarbejdet et forslag til lokalplan, der skal gøre det muligt for T K Development at opføre et biografcenter i sammenhæng med Shoppingcenter Broen, der er ved at blive opført. Biografcentret kan med den nye lokalplan opføres i tre etager, hvoraf de to øverste etager primært anvendes til biografsale og adgange til disse.
Der er indgået aftale med ansøger om, at ansøger i forbindelse med biografcentret etablerer et signalreguleret trebenet kryds ud for Ribegade.
Plan & Miljøudvalget anbefaler, at lokalplanforslaget godkendes og fremlægges i offentlig høring.
TJÆREBORG
Udbygning af SuperBrugsen
SuperBrugsen i Tjæreborg vil gerne udbygge butikken til 1600 kmv, hvilket ikke er muligt, idet området hvor butikken ligger, er udpeget til lokalcenter. Ved at ændre det rammeområde, hvor SuperBrugsen ligger fra lokalcenter til bydelscenter, vil den ønskede udvidelse kunne realiseres.
Esbjerg Kommune har udarbejdet et forslag til kommuneplanændring, og det anbefaler Plan & Miljøudvalget godkendt.
REGION MIDTJYLLAND
HERNING
Byhuse
Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for boliger på H.N. Andersensvej i Herning.
Lokalplanforslaget er udarbejdet på baggrund af et ønske om muligheden for at opføre tæt/lav boligbebyggelse i form af "townhouses" i lokalplanområdet.
Området ligger i den sydlige del af Herning i Thrigesvej-kvarteret, der er et erhvervsområde under omdannelse til boligområde. Området disponeres med et byggefelt til randbebyggelse langs H N Andersens Vej og Tietgensgade. Dermed gives der mulighed for et indre gårdrum til parkering og fælles friareal.
Lokalplanen giver mulighed for nedrivning af eksisterende bebyggelse i området. Her i blandt er den tidligere tekstilfabrik "Eibi", der er en del af Tekstilbyen Herning.
SDR. FELDING
Dagligvarebutik
Herning Byråd har godkendt et forslag til lokalplan for en ny dagligvarebutik i Sdr. Felding. Lokalplanforslaget er udarbejdet, fordi Dagli´Brugsen i Sdr. Felding ønsker at opføre en ny dagligvarebutik i byen, fordi de gamle butikslokaler er for små og utidssvarende i forhold til det, der i dag kræves af en moderne og funktionsdygtig dagligvarebutik.
GØDSTRUP
Opførelse af otte kornsiloer
Lokalplan nr. 59.E12.1 og et tilhørende kommuneplantillæg, der omfatter en korn- og foderstofvirksomhed ved Gødstrup, er vedtaget endeligt af Herning Byråd.
Virksomheden ønsker at udvide sin silokapacitet med otte kornsiloer på cirka 35 meter i højden, og den ønskede udvidelse er lokalplanpligtig.
SILKEBORG
Energioptimering
Silkeborg Byråd har godkendt en anlægsbevilling på 12 mio. kroner til energibesparende projekter i 2017.
Kommunen vil blandt andet fokusere på energioptimering af ventilationsanlæg i år. Derudover vil energioptimering af udvendig belysning ved ejendomme, på stier og pladser fortsætte i større omfang i 2017.
HORSENS
Projektering af daginstitution
Horsens Kommune overtager ejendommen Dusines hus på Robert Holms Vej 4 1. juli i år, og efter overtagelsen er det planen, at ejendommen skal ombygges til daginstitution.
For at sikre tid til såvel proces omkring forslag til indretning, projektering og en ombygningsstart i efteråret 2017, er der behov for igangsætning af forprojektering i foråret 2017. Forprojektering indebærer forundersøgelse, registrering af bygning og miljøhensyn, forslag til indretning samt udarbejdelse af en kvalificeret kalkulation for prisen på ombygningen.
Børne- og Skoleudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at byrådet anlægsbevilger en halv mio. kroner til forprojekteringen.
HØRNING
Opførelse af forbindelsesgang
Hørning Idrætscenter har fået ingeniørfirmaet Hamiconsult til at udarbejde et projektforslag med tilhørende økonomisk overslag for opførelse af en sammenbygning mellem eksisterende faciliteter med ny idrætshal og parterre.
Skanderborg Byråd har afsat én mio. kroner til projektet, og beløbet søges nu frigivet. Kultur- og Sundhedsudvalget havde sagen på dagsordenen forleden og anbefaler, at pengene frigives.
RØNBJERG
Magasin
Skive Kommune har afsat et rådighedsbeløb på seks mio. kroner til opførelse af et nyt magasin ved Rønbjerg gl. skole, hvor museets administration får til huse, og nu søges beløbet frigivet. Det nye magasin skal placeres således, at den gamle lærerbolig på Rønbjerg Skole skal nedrives, så derfor anmoder forvaltningen også om tilladelse til nedrivning af denne bygning.
Kultur og Fritidsudvalget anbefaler, at ansøgninger imødekommes.
Nye byggeopgaver på vej
Læs i dag om kommende byggeopgaver i Slagelse, Varde, Esbjerg, Tjæreborg, Herning, Sdr. Felding, Gødstrup, Silkeborg, Horsens, Hørning og Rønbjerg