Renovering førte tagterrasse med sig
Solens stråler rammer sjældent den sorte asfalt i baggården i den klassiske københavnerejendom på hjørnet af Vendersgade og Nørre Farimagsgade nær Nørreport Station. Men nu kan de 39 voksne og børn i andelsboligforeningen AB Nørre Farimagsgade 55/Vendersgade 14 selv bevæge sig op til solen.
De har nemlig fået bygget en 222 kvm tagterrasse på toppen af deres ejendom med en 360 graders udsigt til Københavns tårne og højhuse. Fra Panum-instituttet i nord til Christiansborg og Marmorkirken den modsatte vej. Terrassen er bygget for et stramt og relativt beskedent budget.
- Det er ret fantastisk at stå oppe på vores ejendom i dag og se ud over byen. Det har været en lang proces, men det har været det hele værd. Det giver os en helt særligt mulighed for at komme ud i luften, og skal nok blive et samlingssted for børn og voksne i hele foreningen, siger Nanna Rubin Galløe, der er bestyrelsesformand i foreningen.
Facader førte til terrasse
Som relativ ny andelshaver og bestyrelsesmedlem blev Nanna Rubin Galløe inspireret af andre beboere til at undersøge idéen, som nu er blevet til virkelighed.
Da hun blev bestyrelsesformand samarbejdede foreningen allerede med en "husrådgiver", Gaihede, ingeniører og arkitekter, som skulle i gang med at renovere ejendommens facader i gården. Det var projektleder og bygningskonstruktør i Gaihede, Agica Hasanbegovic, der havde ansvaret for terrasseopgaven.
Tilfredsstiller mange behov
- Det er vist en af de bedste beliggenheder for en tagterrasse af den størrelse. Vi havde et stort Københavnertag at boltre den på. Det er forvejen fladt på toppen. Så det var bare at lytte til bygherren og få det bedste ud det afsatte beløb. Og det var muligt at gøre det relativt billigt, da vi allerede havde stilladset oppe til facaderenoveringen, siger Agica Hasanbegovic.
Der var dog ikke alle, der var fyr og flamme på samme måde som rådgiveren. Der var modstand i foreningen, men terrassen blev stemt igennem, og nu da den står færdig, er stemningen blevet bedre.
- Opbakningen er større nu, efter de har set den færdige terrasse. Den er så stor, så der er mange muligheder. Der kan være legekrog med sandkasse, et køkken, og så er der plads til mange forskellige selskaber på samme tid, uden at de forstyrrer hinanden. Så terrassen kan tilfredsstille rigtig mange forskellige behov på samme tid, siger Therese Moltsen fra foreningen.
brahe