Landskabsarkitekten indtager nye arealer

Naturen er stærkt til stede i landskabsarkitekt Marianne Levinsens tegnestue på Blegdamsvej i København. Lige fra den store bambusplante ved trappen til det gamle renoverede gårdhus med bindingsværk, til det kreative værksted indenfor.

Lyset falder ind fra alle sider og rammer gips-, pap- og betonmodeller, der forudser fremtidens byrum, og fra computere, papirer, plakater og bøger stråler grønne planer, planter og livfulde former.

- Med klimaudfordringen og alle regnvandsprojekterne har vi som landskabsarkitekter igen fået en vigtig rolle. Store og mindre bysamfund skal nytænkes, og vi arbejder mere end andre med den fjerde dimension, tiden, som landskaberne forandres af. Det fokus stiller krav til måden, der bliver beplantet, siger Marianne Levinsen, mens flere medarbejdere i baggrunden tydeligvis har travlt.

Travlhed
Af aktuelle projekter på tegnestuen kan nævnes klimaprojektet Ballerup Boulevard, Vadehavscentret i Ribe, Diakonissestiftelsen i København og Roskilde Kulturstrøg.

- Det kan af og til være svært at planlægge, hvor mange medarbejdere, der skal sættes af til de enkelte projekter, da landskabsarkitektur ikke foregår i en jævn strøm men i ryk, hvor der er mere eller mindre travlt, siger Marianne Levinsen, der blandt andet - i Team Vandkunsten - er aktuel med projektkonkurrencen om Amager Fælled Kvarter.

Hun fortæller, at mens tegnestuen så godt som altid er med fra starten af et projekt, og altså har god mulighed for også at præge planlægningen, er det af naturlige årsager landskabsarkitekternes frembringelser, der slutter det hele af.

- Derfor er det at være landskabsarkitekt nogle gange som at være med i et stort orkester, hvor alle skal samarbejde. Nogle gange ligger vi i baggrunden og spiller bas og udgør et nødvendigt grundlag - prøv blot at fjerne bassen, og musikken lyder anderledes - og en gang imellem får vi lov at spille en guitarsolo, siger hun med et smil. 

Er jeres indflydelse som landskabsarkitekter øget, med de nye behov for for eksempel klimarobuste løsninger?

- Indflydelsen har egentlig altid været der. I kraft af vores uddannelse kan vi læse et landskab og analysere det sted, vi nu skal træde ind i, for at lave en ny sammenhæng. Og i mange af de samarbejder, vi har med bygningsarkitekterne, ingeniørerne og andre, er det netop dialogen, der bringer projekterne frem. Men ind imellem oplever vi da, at noget af det, vi gerne ville have med, bliver sparet væk. Det er jo svært at spare på antallet af toiletter på et stort sygehus, så er det lettere at spare på beplantningen eller befæstelsens kvalitet, siger Marianne Levinsen.

Hun erkender, at landskabsarkitekten ligger i grænselandet mellem brugskunsten og nødvendigheden. Og set fra det, er det et udsat område, afhængigt af forskellige ambitionsniveauer fra bygherre.

- Vi kan da opleve, at vores visioner har været en vigtig del af afsættet, men at byggeprocessen måske har været mere vanskelig end forudset. Og da er vi jo igen dem, der kommer sidst ind på byggepladsen.

Norsk mindeplads
Marianne Levinsen, som tog afgang fra Kunstakademiets Arkitektskole i København i 1995, er dog fuld af optimisme på sit fags vegne, hvilket også har afspejlet sig i flere priser - blandt andet Eckersberg Medaillen, siden hun startede sin tegnestue i 2002.

Et af de nyere projekter, hun er allermest stolt af, er Trondheims mindeplads for Utøya-ofrene, som hun har skabt sammen med billedhugger Anders Krüger.

- Her var jeg med hele vejen og med i udformningen. Det blev et fantastisk samarbejde og jeg fik enorm respekt for de håndværkere, der udførte projektet.

Hun glæder sig over den nytænkning af mange bydele, der sker lige nu, og som har fået landskabsarkitekterne kerneområder endnu mere frem i lyset; nemlig håndtering af terræn, jord, vand og planter.

- Og der har vi også en ballast, fordi vi bliver nødt til at tænke meget i processer. I tid og hvordan det bliver forvaltet. Vi planter noget småt, og så får det et udtryk fem år efter, 20 år efter og 50 år efter. Et af de smukkeste billeder jeg kender på det, er jo C. Th. Sørensen og hans anlæggelse af universitetsparken i Aarhus, hvor han tog frø fra egetræer, som blev til små spirer som blev til store træer - længe efter at han selv var død. Det er jo en enorm gestus at give videre og et smukt billede på tiden som dimension.

Fra det store til det små
Marianne Levinsens tegnestue arbejder med faget i mange skalaer. Fra Ringsted Banens linjeføring og programmering over byrum og ned til gårdrum og private haver. 

Skal naturen kravle tilbage og ind i byernes liv?

- Man kan se det på mange måder. Vi er jo i en nyromantisk periode, hvor vi mimer og genskaber natur. Det kan vi arbejde med på mange måder, for hvad er ægte natur i Danmark? Nogle mener, vi har Møns Klint og en meget gammel skov i Jylland. Resten er menneskeskabt. Der er ikke meget tilbage. Så lige så snart vi træder ind som arkitekter, handler det om vores brug af materialer og om at i nogle processer, som måske er naturlige processer, som man genskaber. Og forhåbentlig går der hverken 10 eller 20 år. Vi er i gang med en sygehushave, og den skulle gerne virke meget før det, siger hun.

Meget mere bynatur
Marianne Levinsen kan imidlertid konstatere, at der er kommet meget mere bynatur.

- Og det er meget i vælten. At arbejde med helende haver er dog ikke nyt. Man har altid vidst, at det har været en del af helbredelsesprocessen at komme ud i noget grønt og få sanseapparatet mættet. Og derfor bør vi spørge hvad en have skal kunne. Og det er klart, at jo større byerne bliver, jo større behov bliver der for det, man før kaldte rekreative områder.

Landskabsarkitekten tøver lidt på spørgsmålet om tidsånden er med hende.

- Det har jo altid været vigtigt. Men i forhold til klimaet er der kommet nogle meget store anlægsprojekter, hvor vi og ingeniørerne som udgangspunkt har mest erfaring med at arbejde med de områder.

Men i næsten hvilket som helst af vores projekter, er jo nye historier. Der kommer noget ind i processen, som man ikke havde forudset i begyndelsen, siger hun.