23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Nye byggeopgaver på vej

Læs i dag om kommende byggeprojekter i Ålsgårde, Rødovre, Skævinge, Skibby, Højby, Slagelse, Gershøj, Klarup, Hjørring og Svenstrup

REGION HOVEDSTADEN

ÅLSGÅRDE

Opførelse af to enfamiliehuse
Sperlings arkitektfirma har søgt om principiel tilladelse til, at grunden Nordre Strandvej 154B i Ålsgårde opdeles i to selvstændige ejendomme. De eksisterende bygninger på grunden ønskes nedrevet, så der kan opføres to nye enfamiliehuse.

Teknik-, Miljø- og Klimaudvalget i Helsingør Kommune besluttede forleden at give den ønskede tilladelse.

RØDOVRE

Renovering af tæt-lav boligbebyggelse
Rødovre Kommune fremlægger i dag forslag til Tillæg 9 til Kommuneplan 2014 og forslag til lokalplan 139 - Tjørneparken til offentlig høring i otte uger frem til 12. april.

Planforslagene skal blandt andet muliggøre en renovering og ombygning af rækkehusene i området.

Husene planlægges ombygget til flere og mere varierede boliger til både familier, unge, og enlige ved for eksempel at etablere etageboliger i gavlbygningen i en del af de to-etagers rækkehuse.

Det er også lokalplanens formål at muliggøre bæredygtige og klimamæssige løsninger i området.

SKÆVINGE

Etablering af biogasanlæg
Hillerød Kommune har modtaget en ansøgning fra Dansk Biogasrådgivning på vegne af I/S Fauerbirk om etablering af et biogasanlæg på landbrugsejendommen I/S Fauerbirk med anmodning om, at byrådet igangsætter de planlægningsprocesser, der har med plan- og miljøforhold at gøre.

Anlægget kommer blandt andet til at omfatte en plansilo på 4.500 kvm, en teknikbygning, to reaktorer og en lagertank.

Økonomiudvalget i Hillerød Kommune sagde forleden ja til, at der udarbejdes lokalplan for anlægget.

SKIBBY

Etablering af nyt børnehus
Frederikssund Kommune bygger nyt børnehus ved Fjordlandsskolen Afdeling Skibby.

Børnehuset skal være 840 kvm stort og have plads til fire børnehavegrupper med 21 børn i hver og en legestuegruppe med 15 børn.

Der skal udføres legeplads i tilknytning til byggeriet, herunder terrænregulering. Desuden skal der etableres parkeringsplads, sti til skolen, og cykelstien skal forlænges. Endvidere skal der muligvis etableres støjværn/vold mod Selsøvej som en del af projektet.

Frederikssund Kommune samarbejder med arkitektfirmaet White om projektet. Arkitektfirmaet har i samarbejde med Frederikssund Kommune udarbejdet to scenarier for udbuds- og byggeprocessen for børnehuset, og heraf besluttede Uddannelsesudvalget sig forleden for scenarie B, som er en totalentreprisemodel.

REGION SJÆLLAND

HØJBY

Tilbygning til rådhus
Miljø- og Klimaudvalget i Odsherred Kommune anbefaler nu, at forslag til Lokalplan 2017 Rådhustilbygning - Højby sendes i otte ugers offentlig høring.

Odsherred Byråd har besluttet at udvide Rådhuset i Højby for at kunne samle flere medarbejdere på samme adresse og derved opnå en række synergieffekter. Lokalplan 2017 skal muliggøre en udvidelse af rådhuset mod syd og vest i op til to etager samt give mulighed for ombygning af nogle af de eksisterende bygninger.

SLAGELSE

Etablering af skæve boliger
Slagelse Kommune ønsker at etablere yderligere en række boliger til udsatte borgere, og der arbejdes aktuelt med etablering af seks-otte skæve boliger.

Administrationen har fundet fire kommunale grunde, hvoraf to grunde har været detailvurderet. På denne baggrund peger Handicap og Psykiatriudvalget på en placering på Kassebjerggaard som den bedst egnede.

Udvalget anbefaler endvidere, at der udarbejdes et skitseprojekt med tilhørende økonomisk overslag for boligernes etablering.

GERSHØJ

Renovering af svømmebad
Lejre Kommune har afsat 1,5 mio. kroner til renovering af Sæby-Gershøj svømmbad, og dem bliver Lejre Kommunalbestyrelse nu bedt om at frigive.

Svømmebadet er fra 1975, og bassinet med tilhørende vandbehandlingsanlæg opfylder ikke gældende lovmæssige krav til svømmebassiners indretning og disses vandkvalitet, konkluderer en tilstandsrapport, som Rambøll står bag.

Det er således nødvendigt med en opgradering af vandgennemstrømningen gennem bassinet og en udskiftning af vandbehandlingsanlægget.

Lejre Kommunalbestyrelse har sagen på dagsordenen den 27. februar.

REGION NORDJYLLAND

KLARUP

Udvikling af boligområde
By- og Landskabsudvalget i Aalborg Kommune har godkendt startredegørelsen for boligområdet ved Skagen Beton i Klarup. Dermed kan udarbejdelsen af lokalplanen for området sættes i gang.

Virksomheden Skagen Beton har ønske om - over en årrække - at flytte filialen i Klarup til en anden placering.

Derved bliver der mulighed for at omdanne det bynære område i Klarup til mere miljøfølsom anvendelse såsom boligformål og rekreative formål.

Virksomheden har med assistance fra Atra Arkitekter A/S fået udarbejdet et udkast til, hvordan området kan anvendes til andre formål end erhverv. 

HJØRRING

Renovering af Børne-Ungehuset Lundergård
Planerne for renovering af Børne- Ungehuset Lundergård er nu så langt, at arbejdet skal udbydes.

For at få finansieringen på plads indstilles det, at Byrådet meddeler kommunegaranti for byggekredit og for lån til endelig finansiering af anlægssummen.

Grunden og bygningen er ejet af Bygge- og Boligforeningen af 1938, der som bygherre står for renoveringen og finansieringen af projektet.

Renoveringsprojektet er udarbejdet i et samarbejde mellem Arkitektfirmaet Hovaldt ApS, ingeniørfirmaet Brix & Kamp a/s, institutionens ledelse og medarbejdere samt repræsentanter fra forvaltningen.

Bygningen kommer til at rumme vuggestuepladser til 42 børn, legestue til dagplejen, børnehave til 125 børn, samt faciliteter til strukturgruppe og klubtilbud. Bygningen bliver på cirka 1.670 kvm stor.

Renoveringsarbejdet planlægges gennemført i perioden fra maj i år til maj næste år, og medio 2018 skal det nye børne- og ungehus kunne tages i brug.

Efterfølgende rives den gamle vuggestue ned, og der etableres legeplads.

Sagen behandles af Hjørring Byråd i dag. 

SVENSTRUP

Opførelse af daginstitution
Boligudbygningen i Svenstrup-Godthåb-området i Aalborg Kommune medfører et øget pres på daginstitutionerne i området, og kommunen planlægger derfor at opføre en ny institution med plads til cirka 100 børn ved Højvangsskolen på Bautastenen i Svenstrup.

Der er udarbejdet et forslag til lokalplan for området for at muliggøre byggeriet, og det indstiller By- og Landskabsudvalget nu godkendt og fremlagt til høring.

Aalborg Kommune budgetterer med en udgift på 16 mio. kroner til den nye institution.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.109|instance-web03