Frederiksberg satser på kunst i byrummene. Kommunen vil derfor have flere gavlmalerier i byen. Derfor har Kultur- og Fritidsudvalget afsat en årlig pulje på 500.000 kroner til at støtte opførelsen af gavlmalerier på Frederiksberg. Det er en pulje, som også kan komme håndværkerne til gode.
- Der er ved at blive lavet indstilling til, hvilke gavlmalerier, der skal udføres i 2017, men det betyder, at der er nu i stedet er åbent for ansøgninger for midler til 2018. Det er vigtigt for os, at det er boligforeningerne, der tager ejerskab over projekterne, men de kan sagtens udføres i samarbejde med håndværkere, siger Lene Nørgaard, fuldmægtig i Frederiksberg Kommune.
Støtte til vedligehold
Frederiksberg Kommune finansierer delvist udførelsen af gavlmaleriet med 150.000 kroner og sikrer honorering af kunstneren eller håndværkeren. Derudover støtter kommunen op om lettere vedligeholdelse af gavlmaleriet i samarbejde med boligforeningen inden for en 10-årig ramme.
Indtil videre er der udført seks gavlmalerier med tilskud fra puljen, og der er plads til mange flere:
- Det er en proces at opføre et gavlmaleri og som håndværker skal man i samarbejde boligforening have lyst til også at samarbejde med kommunen og tage ejerskab. Men så får man altså også et helt unikt kunstværk, der skaber værdi og bliver et vartegn for nærområdet, siger formanden for Kultur og Fritidsudvalget, Morten Jung (B).
Et fuldt gavlmaleri - udsmykning samt renovering af selve bygningsdelen - koster i omegnen af 300.000 kroner afhængigt af, hvor velholdt gavlen er. Hidtil er det lykkes for de involverede boligforeninger at skaffe nødvendig supplerende finansiering fra fonde.
I udvælgelsen lægges blandt andet vægt på gavlens placering i byen, synlighed og egnethed. Selve gavlværket udvælges i et samarbejde mellem et kunstfagligt udvalg, stadsarkitekten og boligforeningen.
- Gavlmalerierne giver stemning og oplevelser i byrummet, og det er jeg glad for, at vi kan tilbyde til vores borgere og gæster på Frederiksberg. Så jeg håber, at rigtig mange har lyst til at byde ind, siger borgmester Jørgen Glenthøj (C).
Kommune støtter kreative gavlmalerier
Frederiksberg Kommune søger gavle og kreative malere og yder tilskud til gavludsmykning i samarbejde med boligforeninger