23948sdkhjf

Nyt om navne

I dag nyheder fra Patrade, Sweco Danmark, EL-Team Vest A/S, Knauf A/S og Nationalpark Thy
Patrade

Patrade A/S har per 1. januar 2017 ansat Mette Flink Sørensen som advokat på virksomhedens hovedkontor i Aarhus.

Mette Flink Sørensen kommer fra et tilsvarende job hos Dahl Advokatfirma i Viborg. Hun er uddannet cand. jur. fra Aarhus Universitet.

Desuden har Patrade A/S per 15. januar 2017 ansat Melissa Bolvig Christensen som advokatfuldmægtig på virksomhedens hovedkontor i Aarhus. Hun kommer fra et job som jurist hos Qvortrup Advokater & Ejendomsadministration A/S i København.

Melissa Bolvig Christensen er uddannet cand. jur. fra Københavns Universitet.

Sweco Danmark

Anni Berndsen er pr. 15. januar 2017 ansat som seniorkonsulent i Nature Management hos Sweco Danmark.

Hun er 47 år, uddannet cand. scient. i biologi og skal som projektleder arbejde med myndighedsbehandling og bygge bro mellem klimatilpasningsløsninger og naturprojekter samt miljøgodkendelser, VVM og miljøvurderinger.

Anni Berndsen kommer fra en stilling som biolog hos Middelfart Kommune, hvor hun arbejdede som projektleder og koordinerede tværfaglige og -kommunale opgaver vedrørende klimatilpasning og naturpark. Herudover arbejdede hun med myndighedssagsbehandling inden for virksomhedsområdet og naturbeskyttelse, herunder udvalgssager, miljøgodkendelser mv.

EL-Team Vest A/S

El-Team Vest oplever en stadig stigende aktivitet og har derfor ansat endnu en projektleder. Rasmus Skjøtt er 32 år, er uddannet elinstallatør og tiltræder hos El-Team Vest den 1. marts 2017.

Rasmus Skjøtt kommer fra en lignende stilling hos El:Con, hvor han har været ansat i fire år. Han har senest som projektleder været beskæftiget med for eksempel det nye stadion i Silkeborg, Jysk Park, og en ny skole på Bornholm, kaldet Campus Bornholm. Rasmus Skjøtt vil hos El-Team Vest supplere det stærke hold beskæftiget med store entrepriseopgaver.

Knauf A/S

Mette Larsen er ansat som ny HR Direktør hos byggematerialeleverandøren Knauf A/S.

Hun har mere end 20 års erfaring med HR og ledelse i internationale virksomheder, herunder blandt andet organisations-, talent- og ledelsesudvikling, og kommer senest fra et job som HR Manager i Siemens Wind Power A/S.

Nationalpark Thy

Nye kræfter er klar til at trække i arbejdstøjet for Nationalpark Thy. Bestyrelsen, der er blevet udpeget af miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), får ny formand og en række nye bestyrelsesmedlemmer.

Ny formand bliver Torben Juul-Olsen, tidligere teknisk direktør i Thisted Kommune. Han afløser Ejner Frø­kjær, der har været formand siden nationalparkens oprettelse i 2008.

Ministeren har i forbindelse med fornyelsen af bestyrelsen besluttet, at den fremover skal bestå af 12 medlemmer inklusiv formanden.

Nationalpark Thy blev oprettet i 2008. Det er anden gang siden nationalparkens oprettelse i 2008, at bestyrelsen genudpeges. Omkring 50 procent af bestyrelsens siddende medlemmer fortsætter for at sikre kontinuitet i bestyrelsens arbejde.

Nationalparkens bestyrelse medlemmer er indstillet af: Thisted Kommune, Danmarks Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Jægerforbund, Dansk Ornitologisk Forening, Naturstyrelsen, VisitDenmark, Thy Erhvervsforum og Kystbyernes Netværk Thy. Det lokale nationalparkråd indstiller desuden et medlem på et senere tidspunkt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.173