23948sdkhjf

Små virksomheder bliver kvalt i papirarbejde

Halvdelen af de små håndværksmestre oplever, at antallet af skemaer og blanketter, som skal udfyldes, er vokset de seneste fem år.
Skemaer til de nye arbejdsmiljøregler, indberetninger til Danmarks Statistik og papirarbejde, når man skal søge tilladelser hos kommunen. Det er de tre største tidsrøvere for de små håndværksvirksomheder.

Det viser en ny spørgeundersøgelse blandt Dansk Byggeris små virksomheder med højst ti ansatte. Her svarer virksomhederne også, at antallet af administrative byrder er steget de sidste fem år.

- Skiftende regeringer og ministre har de seneste mange år haft et ønske om, at det skulle være nemmere at drive virksomhed, og at der skulle luges ud i de administrative byrder. Men de gode intentioner har desværre ikke haft nogen effekt ude i virkeligheden hos de mindre virksomheder, hvor de stadig oplever at kæmpe en daglig kamp mod bøvlet, siger erhvervspolitisk konsulent i Dansk Byggeri, Anne Gram.

Ikke relevante

Hun peger på, at det især irriterer virksomhederne, når de skal indberette oplysninger, der ikke er relevante.

- Et typisk eksempel på en administrativ byrde er, når virksomhederne skal indberette til Danmarks Statistik, og spørgeskemaet ikke er relevant for virksomheden. Det kræver, at man ringer op til Danmarks Statistik og beder om en kode, som man skal indtaste i skemaet. Det ville være meget nemmere, hvis virksomheden bare kunne krydse af i et felt med svarmuligheden "Ikke relevant", og det har vi derfor foreslået, at Danmarks Statistik implementerer i deres spørgeskemaer, siger hun.

På trods af administrative byrder svarer 40 procent af virksomhederne i undersøgelsen, at de forventer at ansætte flere medarbejdere.

- De mindre virksomheder har fået et mere positivt syn på fremtiden. Men vi hører desværre også, at når en mester vil ansætte sin første medarbejder, bliver han samtidig nødt til at ansætte en administrativ medarbejder, fordi der er så meget papirarbejde forbundet med at have ansatte. Og det er med til at gøre det ekstra svært for små virksomheder at skabe flere arbejdspladser og vækst, forklarer Anne Gram.

En del af løsningen er, at regeringen sætter fart på den fælles offentlige digitaliseringsstrategi, mener Anne Gram.

Undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget i perioden fra den 19. maj til den 3. juni.
Dansk Byggeri har sendt invitation til 700 respondenter, hvoraf 128 har gennemført undersøgelsen, hvilket svarer til 18 procent.
Det anser Dansk Byggeri som tilfredsstillende, om end der er en vis usikkerhed forbundet med svarene.
Der er sendt ud til et bredt udsnit af Dansk Byggeris medlemmer, som har maksimalt 10 ansatte.

Kilde: Dansk Byggeri
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11