23948sdkhjf

Intego tager et markant væksthop

Installatørens omsætning er tilbage på den gode side af den halve milliard - og overskudsgraden skyder i vejret
Installatørvirksomheden Intego har netop fremlagt sit 2015/16-regnskab, der viser en vækst i omsætningen på 14 procent og en stigning i overskudsgraden fra 3 til 4,5 procent.

Ifølge adm. direktør og medejer Jens Frost Mikkelsen tegner det billede af en virksomhed i klar fremgang, og han er selvsagt godt tilfreds med udviklingen.

- Vores ambitiøse strategi tilsiger en vækst på 10 procent, og det har vi altså godt og vel nået. Samtidig har vi øget indtjeningen fra 3 procent til 4,5 procent af omsætningen, og det giver altså et løft på 70 procent, siger Intego-direktøren i en pressemeddelelse.

Han hæfter sig særligt ved, at det er Integos langsigtede strategi, der nu slår igennem. Strategien indebærer en transformation af virksomheden fra traditionelle el-tekniske produkter til i stigende grad at fokusere på digitalisering og automation.

Herved bevæger Intego sig fra et konkurrencepræget marked til et nichemarked i markant vækst.

- El-teknisk installation og service fylder stadig størstedelen af vores omsætning, men vi bevæger stille og roligt forretningen mod industriel IT, automation, service management og mekanisk service, siger Jens Frost Mikkelsen.

Undgår store byggeentrepriser

Jens Frost Mikkelsen pointerer desuden, at en målrettet strategi ikke bare handler om at vælge til, men i udstrakt grad også om at vælge fra.

Her har Intego eksempelvis bevidst valgt at gå uden om de store byggeentrepriser, og den strategi fastholdes, selvom manglen på el- og installationskompetencer inden for byggeriet er stigende:

- Det er glædeligt at se, at byggesektoren igen er i stigning. Vi besidder nogle kompetencer, som også er efterspurgt inden for byggeriet, men det får os ikke til at overveje eksponering her. Sandheden er faktisk, at der bliver mangel på tekniske medarbejdere begge steder, og at det bliver den største hæmsko i de kommende år - både inden for byggeriet og inden for de segmenter, som vi fokuserer på, siger Jens Frost Mikkelsen.

Væksten skal fortsætte

Intego forventer også i de kommende regnskabsår at kunne øge top- og bundlinje. Målsætningen er en vækst på 5-10 procent, og konkret skal indtjeningen på sigt løftes til 6 procent af omsætningen.

Vækstforventningerne bæres af en række nye tiltag. Intego har i 2016 udvidet flere af sine afdelinger. Den største udvidelse har fundet sted på Sjælland, hvor afdelingen i Karlslunde ifølge planerne skal tredoble sine aktiviteter.

Det sker blandt andet for at øge Integos eksponering på Sjælland, der historisk set har været lav. Herved er Intego med sine 11 afdelinger for alvor blevet en landsdækkende koncern. Også afdelingen i Grindsted i Midtjylland er vokset. Her er for nylig blevet ansat 15 nye medarbejdere.

- Vi har et målrettet fokus på at styrke vores 11 afdelinger over hele landet. Her viser erfaringen, at en velfungerende afdeling helst skal have 50+ medarbejdere for at kunne tilbyde alle specialistkompetencer. Det sker jo ikke fra den ene dag til den anden, men vi tager det step by step efterhånden som afdelingen og markedet udvikler, siger Jens Frost Mikkelsen.

Intego A/S
Tusinde kroner 2015/16 2014/15
Nettoomsætning 543.425 475.208
Resultat af primær drift 24.236 14.295
Resultat før skat 24.377 14.043
Årets resultat 18.398 10.518
Balancesum 205.247 174.206
Egenkapital 47.763 42.364
Antal ansatte 580 563

Regnskabsåret er afsluttet den 30. september.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125