23948sdkhjf

Licitationen får ny chefredaktør

Morten Asmussen starter i morgen og bliver samtidig leder af ny byggegruppe
To fagblade under Nordiske Medier får nu nye chefredaktører for at udbygge en positiv udvikling i virksomheden.

Nordiske Medier, der ejes af Nordjyske Medier, udgiver 24 fagmedier. Herunder Licitationen - Byggeriets Dagblad og Søfart, og det er disse to udgivelser, der får ny chef.

Licitationen - Byggeriets Dagblad bliver fra 1. december 2016 ledet af Morten Asmussen, der er tidligere chefredaktør for ErhvervsBladet og forhenværende direktør for Public Impact.

Morten har eget firma, Stakehouse, som han kan drive, dog i mindre omfang, samtidigt med ansættelsen i Nordiske Medier.

Bladet Søfart, som Nordiske Medier overtog før sommerferien, får Nicolai Østergaard som ny "kaptajn". Han er i dag i Mærsk som redaktør for det interne magasin Mærsk Drilling.

- Vi opretter samtidig tre grupper, hvor tre chefer har det tværgående ansvar for at tænke samspil og produktudvikling ind på tværs af medier, siger Niels H. Carstensen, der er direktør i Nordiske Medier.

Tre nye grupper

De tre grupper er Byg, Industri og Transport.

Bygge-gruppen bliver fra 1. december ledet af Morten Asmussen. Han skal tænke Building Supply, som ejes af Nordiske Medier, ind i fremtidige løsninger. Det samme gælder Mester Tidende og til dels Wood Supply.

Industrigruppen bliver ledet af Simon Dinsen Hansen, nuværende chefredaktør på Jern & Maskinindustrien. Han skal tænke de andre industrimedier - ejet af Nordiske Medier - ind. Blandt andre Metal Supply og portaler som Energy Supply, Electronic Supply samt nye medier som Automations Fokus, Maskin- og Plast-nyhedsbreve.

Transportgruppen ledes af Nicolai Østergaard, der tiltræder 2. januar 2017. Udover Søfart skal han tænke produktudvikling ind over for Transportmagasinet og til dels Motor-magasinet - alle ejet af Nordiske Medier.

Nordiske Medier omsætter for noget over 100 mio. kroner, og indtjeningen har rundet 20 mio. kroner.

Licitationen - Byggeriets Dagblads nuværende chefredaktør, Klaus Tøttrup, er fortsat chefredaktør for Mester Tidende. Også Søfart har i en periode haft en redaktør med to kasketter, nemlig Simon Dinsen Hansen, som fortsætter som chefredaktør for Jern & Maskinindustrien.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111