23948sdkhjf

Samarbejde ER vejen frem

De bedste byggerier fås ved at samarbejde og trække på alle kompetencer, skriver BIM-rådgiver
Flemming Andersen har reageret på interviewet med mig, der blev bragt den 7. oktober under overskriften "Arkitekter oversælger sig selv på viden om IT" (Licitationen - Byggeriets Dagblad 28/10-16, red.)

Vi er helt enige i at samarbejde mellem alle byggeriets parter er den eneste vej til bedre, billigere byggerier, der skaber merværdi for os alle.

Danske Ark har netop udgivet et katalog over en række projekter, der viser hvordan arkitekturen - og hermed arkitekternes virke - netop resulterer i en samfundsmæssig merværdi i form af socialt, økonomisk og miljømæssigt bæredygtige byggerier.

Og indrømmet: Overskriften på interviewet fra den 7. oktober er misvisende i forhold til indholdet af selve artiklen, og meget mere konfliktinitierende end det på noget tidspunkt var hensigten.

Baggrunden for interviewet er, at vi oprigtigt er bekymrede for, at der er faggrupper, der mister deres position i byggeriets fødekæde, såfremt de ikke tager digitaliseringen til sig.

Godt styr på implementering

Når vi taler med ledelsen i de største arkitektvirksomheder, oplever vi, at der er godt styr på implementeringen af BIM og på IKT-aftalerne.

Både fordi der er omfattende krav fra - særlig de offentlige - bygherrer, men også fordi man på denne måde optimerer projekterne ved hjælp af de digitale værktøjer.

På bygherresiden mander man også kraftigt op med IKT/BIM kompetente medarbejdere, der skal sikre at projekterne nu også indeholder de IKT-leverancer, som der er aftalt.

I interviewet henviste jeg ikke specifikt til arkitekter, men i lige så høj grad til landskabsarkitekter, landinspektører, ingeniører, entreprenører, bygherrer (også de offentlige), bygherrerådgivere og driftsherrer.

Målet er ikke at sprede mistanke mellem partnere, men derimod sikre at man høster alle de fordele der nu engang er ved at implementere IKT gennem hele forløbet - fra skitsering og projektering til udførelse og drift/vedligehold.

Største paradigmeskift

Således er mange parter allerede langt fremme med implementeringen af de digitale redskaber, andre er godt på vej, mens endnu andre ikke er kommet med på BIM/VDC-bølgen, som må siges at være det største paradigmeskift i byggebranchen, siden computeren blev hverdagskost hos de rådgivende og udførende virksomheder.

Vi ønsker bestemt ikke en byggebranche, hvor én type virksomheder dominerer. Som arkitekt er jeg 100 procent overbevist om, at vi får de bedste byggerier ved at samarbejde og trække på alle kompetencer byggeriets parter hver især repræsenterer.

Der, hvor vi ser udfordringer er hos nogle af de mindre og mellemstore virksomheder, der bliver stillet overfor IKT-krav, som de ikke umiddelbart kan håndtere og så brænder de fingrene.

Vi sidder ofte med bygherrer og deres juridiske rådgivere og validerer om IKT-aftalerne er overholdt. Når det i nogle sager ikke er tilfældet, mener vi ikke, at det er ond vilje eller bevidst omgåelse af reglerne, der kan føre til misforhold mellem IKT-aftalen og leverancerne.

Det et oftest et udtryk for, at man undervurderer IKT-aftalens leverancekrav, eller ikke har forstået de tekniske krav og har forvenet, at det var noget man kunne sætte sig ind i senere.

Tværfagligt samarbejde

Det er opmuntrende, at en række af de toneangivende organisationer inden for byggeriet indgår i et stort tværfagligt samarbejde om IKT og udvikling af digitale værktøjer.

Det er også nødvendigt for at fastholde den førende position som de store danske rådgivervirksomheder besidder på verdensplan. Det handler grundlæggende om at skabe byggerier med merværdi - og i sidste ende også om danske arbejdspladser.

Derfor er jeg helt enig med Flemming Andersens understregelse af at "Byggeriets digitalisering kræver samarbejde."

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281