23948sdkhjf

Viborg har modtaget Brolæggerprisen

Byens nye gågader skaber et smukt byrum med rekreative elementer, lyder begrundelsen fra Brolæggerlauget
Gode og smukke materialer og et smukt byrum med rekreative elementer.

Det var nogle af bevæggrundene for, at Brolæggerlauget i august offentliggjorde, at laugets årlige Brolæggerpris skulle tildeles Viborg Kommune som en anerkendelse for renoveringen af Viborgs nye gågader.

Forleden fik kommunen så det synlige bevis på hæderen, da Brolæggerlauget overrakte Brolæggerprisen 2016 til Viborgs borgmester Torsten Nielsen (C) ved byens nye vandkunst.

"Viborg Kommune vinder Brolæggerprisen for renoveringen af byens gågader, som er sket med vellykket brug af holdbare og smukke materialer, rigtig flotte løsninger ved indgangspartier til forretninger, gadeinventar, og ikke mindst denne vandkunst, som vi står ved", sagde Brolæggerlaugets oldermand, Claus Johnsen, i forbindelse med prisoverrækkelsen.

7.300 kvm

Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue har tegnet projektet, mens brolæggere og anlægsfolk fra entreprenørfirmaet Dan Jord A/S fra Århus har udført opgaven.

Renoveringen af Viborg gågader har kostet i størrelsesordenen 30-35 mio. kroner og andrager godt 7.300 kvm.

De nye gågader består af granitsten, som er savet i top og bund, så belægningen er jævn og behagelig at gå på. Langs butikkernes facader er der sat brosten i såkaldte "udstillingszoner", hvor de enkelte butikker har gadevarer placeret.

Forud for belægningsarbejdet har Dan Jord udskiftet forsyningsledninger som fjernvarme og vand. Desuden er regn- og spildevand blevet separeret, og der er etableret nye forsinkelsesbassiner til regnvand i gågaden.

Belægningens betydning

Borgmester Torsten Nielsen var selvsagt glad for at modtage prisen.

"Det er en stor glæde, at løsningen på vores ønsker om at forene byens historie med nutidens krav om tilgængelighed i vores gågader oven i købet bliver anerkendt af fagfolk fra Brolæggerlauget i Dansk Byggeri. Vi vil nedlægge brostenen med det synlige bevis for anerkendelsen her midt i Sct. Mathiasgade. Her får man et særligt godt indtryk af det flotte arbejde og belægningens betydning for byrummets udtryk", sagde borgmesteren

Ud over projektet i Viborg var et bygadeprojekt i Esbjerg, Skt. Annæ Plads i København og renoveringen af Stændertorvet i Roskilde med i opløbet om Brolæggerprisen 2016.

Brolæggerprisen
Brolæggerprisen
Brolæggerprisen uddeles af Brolæggerlauget under Dansk Byggeri.
Prisen er uddelt hvert år siden 1986 og gives som anerkendelse til en bygherre eller til projekterende arkitekter og ingeniører, der i særlig grad har udvist iderigdom og nytænkning.
Brolæggerprisen består af en lille messingplade monteret i en chaussesten samt en check på 25.000 kroner.
En liste over samtlige modtagere af Brolæggerprisen kan ses på Brolæggerlaugets hjemmeside

Kilde: Brolæggerlauget

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094