23948sdkhjf

Danske arkitekter designer sydafrikanske broer

Dissing+Weitlings to broer skal forbedre infrastrukturen i Sydafrika, hvor arkitektvirksomheden tidligere har designet broer
Det danske arkitektfirma Dissing+Weitling har tegnet to store broforbindelser i Sydafrika.

Broerne indgår i en større udvikling af området og er del af en 410 km lang hovedvej i Eastern Cape Province på Sydafrikas østkyst. De to spektakulære broer vil krydse floderne Msikaba og Mtentu og har ifølge tegnestuen en størrelse og kompleksitet, der overgår alle øvrige broprojekter i det sydlige Afrika.

Den nye vejforbindelse, kaldet N2 Wild Coast Toll Road, skal forbedre infrastrukturen i området markant og dermed skabe bedre distributionsforhold og øget mobilitet i Sydafrika.

Skal styrke økoturismen

Bygherren The South African National Roads Agency, der bedst kan sammenlignes med Vejdirektoratet, satser desuden på, at projektet vil være med til at øge især økoturismen i det naturskønne landskab langs kyststrækningen.

Projektet har været på standby i omkring et årti, men kører nu igen. Anlægsarbejdet begynder i starten af 2017, og det omfattende projekt er efter planen færdigt i 2022.

"Vi er glade for, at projektet nu kører igen, og broerne bliver realiseret", siger Poul-Ove Jepsen fra Dissing+Weitling, der har været den ledende arkitekt på projektet og er en af de mest erfarne brodesignere herhjemme.

"Vi har søgt at skabe et karakterfuldt projekt, der er tilpasset det enestående landskab og forstyrrer økosystemet mindst muligt, men samtidig tilfører området noget spektakulært og identitetsskabende".

Mere end 300 broprojekter

Dissing+Weitling har tidligere stået bag den prisbelønnede Nelson Mandela Bridge, en jernbanebro i det centrale i Johannesburg.

Siden tegnestuens start i 1971 har de været involveret i mere end 300 bro- og anlægsprojekter i omkring 35 lande, fordelt på seks kontinenter.

Arkitektvirksomheden har medvirket ved infrastrukturelle løsninger og broprojekter i alle skalaer lige fra imponerende "signature bridges", som Stonecutters Bridge i Hong Kong og Storbæltsforbindelsen i Danmark til elegante fodgænger- og cykelbroer, som den prisbelønnede Cykelslangen i København.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.251