Sammenligner blå blok med Olsen Banden
Statsministeren er Egon Olsen, LA-formanden er Dynamit-Harry og pengeskabet står i Finansministeriet, lød det fra S-formanden, der også mindede om Togfonden
Sådan indledte Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen gårsdagens marathon-debat i Folketinget og skabte dermed munter stemning fra morgenstunden. På rollelisten i S-formandens film har statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i rollen som Egon Olsen, Saxo-stifter Lars Seier Christensen som schweizisk rigmand og Liberal Alliances formand Anders Samuelsen som Dynamit Harry.
Dynamit-Anders
"Intet kan gå galt. Men det gør det så måske alligevel. Og som altid, så skyldes det - må man forstå - et hundehoved, en klamphugger, en pjalt, et pjok, en pudseklud, en sut - og nårh ja: en socialdemokrat", lød det fra Mette Frederiksen.
Det udløste en rap replik fra Anders Samuelsen:
"Jeg kan forstå, at jeg skal have rollen som Dynamit-Anders. Men hvis det er tilfældet, så må Mette Frederiksen jo have rollen som Yvonne - konstant på jagt efter andre folks penge, aldrig villig til at arbejde selv, fordi hun altid har en konfirmation, et bryllup eller en ferie, hun skal på", sagde LA-formanden.
Flertal bag Togfonden
S-formanden kom i sin tale også med et par lunser til dansk erhvervsliv
"Der er skabt et råderum i dansk økonomi. På grund af fælles beslutninger og reformer. Det skal vi bruge klogt. På en målrettet vækstpakke så vi skaber flere arbejdspladser. På at prioritere den fælles velfærd. På opkvalificering, så flere bliver dygtigere. Så flere kan klare sig i en hård global konkurrence", sagde Mette Frederiksen.
Togfonden fik også en mindre rolle i hendes tale.
"Vi skal kunne stole på hinanden her i salen. Når der én gang er indgået en aftale om en togfond - en togfond, der skal binde hele Danmark sammen - så går det altså ikke, at vi har en regering, der ignorerer et flertal", lød kritikken.
Også Dansk Folkepartis formand slog i debatten fast, at aftalen af Togfonden står ved magt.
"Det er klart vores forventning, at den aftale bliver efterlevet af regeringen, også selv om de ikke er en del af den", sagde han.
Ved redaktionens deadline var debatten endnu ikke afsluttet.