23948sdkhjf

Intelligent gravearbejde

Når maskinfører Kristian Friborg skal udføre et mindre jordprojekt, laver han selv designet på sit maskinstyringssystem
På en mark lidt uden for Øm ved Roskilde dukker en arm fra en gul gravemaskine pludselig op bag en lille bakketop. Det er maskinfører Kristian Friborg, der er i gang med et mindre projekt i sin 25 tons Cat gravemaskine. Han arbejder for entreprenør Gorm Hansen & Søn A/S fra Roskilde.

For at få ledet regnvandet væk fra landevejen, som går til Viby Sjælland, skal der graves en 450 meter lang regnvandsledning ned i det kuperede terræn. Linjeføringen går fra landevejen og til en eksisterende brønd ude på marken.

Entreprenørfirmaets egen landmåler lagde ud med at afsætte pinde, hvor tre nye brønde skal placeres. Resten af de landmålerrelaterede arbejdsopgaver har Kristian Friborg selv defineret ud fra det design, han har lavet i det GPS-understøttede 2D maskinstyringssystem fra Trimble - også kaldet 2D+, som er leveret og installeret af Sitech A/S med base i Horsens.

2D+ er kort fortalt en mellemting mellem det almindelig kendte 2D-system og et komplet 3D GPS-system. 2D+ omfatter en GPS-antenne, som giver maskinføreren mulighed for at oprette sine egne, enkle designs på pladsen.

Men ifølge salgschef Knud Rasmussen fra Sitech, der er eneforhandler af Trimble’s maskinstyringsprodukter i Danmark, kan 2D+ næsten ligeså meget som 3D GPS-systemet. Dog kan 2D+ designs ikke leveres fra landmåler eller rådgiver, men er skabt af maskinføreren selv ud fra eksisterende forhold og afsætning på pladsen.

"2D+ giver føreren et godt og visuelt værktøj, når der ikke er 3D-design til rådighed, eller hvis der fx skal udføres arbejde på stedet. Ønsker man derimod at kunne modtage 3D-design fra landmåler eller rådgiver, kræver det 3D GPS-system, som 2D+ let kan opgraderes til," forklarer Knud Rasmussen.

Designet kan ses på displayet og viser profil af jordprojektet med linjeføring, som har en hældning på 2,5 promille pr. meter. Kristian Friborg har kørt strækningen på de 450 meter igennem i gravemaskinen og løbende afsat målepunkter, som 2D+ husker. Afsætningspindene står således ikke fysisk på marken, men figurerer kun i 2D+systemet.

"På den måde er vi uafhængige af landmåleren, som kan koncentrere sig om andre opgaver. Nu gør vi jo dette arbejde selv, og det gør mit arbejde lettere. Vi kan bare gå i gang med at grave," siger Kristian Friborg, der har arbejdet med Trimble-systemer i seks år.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096