23948sdkhjf

NCC indvier ny kulturkuppel i Aarhus

En ny opdateret version af NCC’s runde og transparente kultur- og forsamlingshus, Dome of Visions, er nu officielt åbnet på Aarhus Havn, hvor den skal stå frem til foråret 2018. Herefter flyttes den til en anden placering i byen
Havnen i Aarhus har fået en ny, midlertidig beboer, og hen ved 100 gæster deltog forleden i velkomsten.

Der er tale om den nye Dome of Visions - en kæmpe transparent kuppel, der skal inspirere til nye måder at bygge og bo på samt huse forskellige events.

Den nye version af det transparente kultur- og forsamlingshus er med sine 450 kvm den hidtil største, NCC har bygget, lyder det i en pressemeddelelse. Og den adskiller sig desuden ved at være den digitalt set mest ambitiøse.

Foruden digital projektering vil domen fremover opsamle data om, hvordan bygningen performer. Det skal NCC bruge i det fortsatte arbejde med at udvikle fremtidens bæredygtige bygninger, lyder det.

Flere emner på tale i domen

Rådmand Kristian Würtz (S) fra Aarhus Kommune kvitterede for den nye dome ved at understrege, at netop i en tid, hvor byen vokser markant, har den en "forpligtelse til at forene vækst og levevis på en holdbar måde". Alene sidste år kom der 17-18.000 nye indbyggere til Aarhus.

"Min drøm er, at vi efterlader et Aarhus, der kan holde til det, vi gerne vil bruge byen til. Men den bæredygtige transformation kræver samarbejde, og derfor har vi brug for et sted som domen til at diskutere vores fælles fremtid", sagde han.

Aarhus Kommune har allerede defineret bæredygtig byudvikling som det helt centrale emne, der ønskes diskuteret i domen.

Stadsarkitekt Stephen Willacy slog ved åbningsceremonien også et slag for mangfoldighed og den inklusive by, hvor der er plads til alle - høj som lav. Og også det bliver et tema i det runde kulturhus, hvor der på alle måder er højt til loftet.

For NCC handler det både om at deltage i diskussionen og om at eksperimentere med materialer og digitale løsninger og muligheder i fremtidens byggeri.

"Domen er vores testlaboratorium for nye måder at tænke bygninger og byrum på. De digitale muligheder kommer til at ændre vores branche fundamentalt, så det kræver vilje og mod at eksperimentere på dette område. Det er domen et udtryk for", sagde direktør i NCC, Martin Manthorpe.

Martin Manthorpe præsenterede desuden en ny app, som alle kan downloade fra App Store og derved selv tage på en virtuel tur i Dome of Visions.

Ikke første gang i byen

Domen er et glædeligt gensyn for mange aarhusianere, der i 2013 havde besøg af domen i fire måneder.

Dengang var den ramme om næsten 100 arrangementer - alt fra musik og performance til konferencer om bæredygtig byudvikling.

Efter den officielle åbning af den nye dome tirsdag var der åbent hus for byens borgere.

Foreløbig skal domen stå på Pier 2 på Aarhus Ø gennem hele 2017, hvor Aarhus er europæiske kulturby, og frem til foråret 2018.

Derefter vil kommunen flytte den til en anden del af byen, hvor den kan få et nyt liv som mødested for byens borgere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125