23948sdkhjf

To ønsker at købe stor byggegrund i Høje-Taastrup

De interesserede er forpligtede til at gennemføre byggeri af et vandland med dertilhørende ferieboliger, hvis de får lov til at købe grunden. Det ventes, at byrådet behandler tilbuddene inden for den nærmeste fremtid
Høje-Taastrup Kommune vest for København har netop haft udbudt et grundareal på cirka 840.000 kvm til salg, som to har vist interesse for at købe.

Det oplyser Klaus Møller, udviklingschef i kommunen til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Arealet, der er tale om, er beliggende i Det Regionale Fritidsområde i Høje Taastrup og er udlagt til netop regionale fritidsformål.

Jordstykket, der strækker sig fra krydset Roskildevej/Gregersensvej og Roskildevej/Bondehøjvej i syd til Holbækmotorvejen i nord, er ubeboet, og køber er forpligtet til at gennemføre byggeri af blandt andet et vandland med dertilhørende ferieboliger i overensstemmelse med den kommende lokalplan, der skal vedtages, før der kan bygges, beskriver udbudsmaterialet.

Her fremgår det desuden, at køber skal fremkomme med planer for et samlet byggeri på området, og at køber er forpligtet til, at byggeri skal være påbegyndt senest et år efter, der forligger en godkendt lokalplan for området.

Bud skal snart behandles

Før byrådet har behandlet tilbuddene er der tale om fortroligt materiale, og udviklingschefen kan derfor ikke fortælle så meget mere - heller ikke, om hvem, der er tale om, fremhæver han.

"Buddene er fortrolige, indtil byrådet har forholdt sig til dem", siger han og oplyser, at det vil ske "inden for den nærmeste fremtid".

Han fortæller, at det aldrig er til at vide med interessen for udbud som det her, og at man derfor ikke har haft håbet på noget bestemt.

Samtidigt oplyser han, at man har fået forhåndshenvendelser i det her tilfælde.

Når det gælder pris, så har kommunen i udbudsvilkårene alene fastsat en minimumskøbspris på 100 kroner pr. kvm eksklusiv moms, men der søges højere bud, lyder det.

Kommunen gør i udbudsmaterialet desuden opmærksom på, at man forbeholder sig ret til at forkaste alle tilbud.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.105