23948sdkhjf

Koncerthusenes arkitekt fylder rundt

Peer Teglgaard Jeppesen, partner og kreativ direktør hos Henning Larsen Architects, fylder 60 på søndag
Peer Teglgaard Jeppesen har mange koncerthuse på cv’et og arbejdede tæt sammen med Henning Larsen om Operaen i København.

På tegnestuen har Peer Teglgaard Jeppesen, der fylder 60 år på søndag, været ansvarlig for nogle af tegnestuens vigtigste konkurrencer og opgaver.

Til den internationale konkurrence om koncerthuset Harpa i Reykjavik i 2005 tog Peer Teglgaard Jeppesen initiativ til samarbejde med den dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson. Det resulterede i koncerthusets poetiske og markante facade, der åbner sig mod byen og samtidig lader dagslyset lege i foyeren.

Harpa modtog i 2013 en af verdens mest prestigefyldte arkitekturpriser, Mies van der Rohe-prisen.

Tilbudt job med det samme

Søndagens fødselar kom ind på akademiet i 1981 med en baggrund som bygningskonstruktør og er uddannet som arkitekt fra professor Mogens Breyens afdeling på det Kongelige Danske Kunstakademi i 1986.

Ved Peer Teglgaard Jeppesens afgang var professor Henning Larsen censor, og han tilbød ham ansættelse samme dag. Selvom der var andre tilbud, takkede han ja til tilbuddet fra Henning Larsen, der var landets markante arkitekt og blandt andet drev arkitekturgalleriet og tidsskriftet Skala. På nær en meget kort afstikker i 1987 har Peer Teglgaard arbejdet for Henning Larsen Architects siden.

Arkitektur døgnet rundt

I over 20 år, frem til 2010, underviste han på Kunstakademiets Arkitektskole ved siden af jobbet på tegnestuen. I nogle år i starten af 1990’erne havde han sammen med Michael Christensen og Louis Becker, der begge senere også blev partnere hos Henning Larsen, en lille fritidstegnestue i Kronprinsessegade. De lavede mindre projekter efter arbejdstid og arkitektureksperimenter til udstillinger. Sammen fik de blandt andet præmie i European 2-konkurrencen for unge arkitekter under 40 og blev udvalgt til at deltage i konkurrencen om Glasmuseet i Ebeltoft.

De bynære havnearealer

Senere arbejdede Peer Teglgaard Jeppesen sammen med en anden kollega fra Kunstakademiet, Knud Fladeland, og de vandt i 1999 den internationale arkitektkonkurrence om de bynære havnearealer i Aarhus. Henning Larsen har en gang fortalt, at han fik kaffen galt i halsen, da han på forsiden af avisen så, at en af hans konkurrencearkitekter havde vundet den prestigefyldte opgave i Aarhus. Nogle år efter blev han tilbudt et partnerskab i tegnestuen.

Internationale operaer

Peer Teglgaard Jeppesen var i 2000 ansvarlig for helhedsplanen for Københavns inderhavn, som et par år senere gav tegnestuen opgaven at tegne den nye opera på Dokøen, og som bevirkede, at konkurrencen om skuespilhuset på Turbinehalsgrunden i Adelgade blev aflyst og flyttet til Københavns Havn ved Kvæsthusbroen. Det er blevet til mange arkitektkonkurrencer om koncerthuse, blandt andet Uppsala Koncerthus, Operaen i Hangzhou i Kina og Busan Opera i Sydkorea.

Som partner har han været ansvarlig for en række andre projekter, som den nye Frederiksbjerg Skole i Aarhus, Syddansk Universitet i Kolding, Campus Roskilde og UC Syd i Aabenraa, foruden kontorhuse og rådhuse, blandt andet Kirunas rådhus, der er under opførelse i det nordlige Sverige.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141