23948sdkhjf

Beskeden start på Maskiner under Broen

Der kom halvt så mange som håbet til den nye brancheudstilling. Alligevel er udstillerne godt tilfredse, og mange melder sig klar til en ny udgave om to år
Den første udgave af branchemessen Maskiner under Broen blev en betinget succes.

Der kom cirka halvt så mange besøgende som håbet, men udstillerne udtrykte til gengæld, at de har haft en god messe.

Skal en messe måles på kvantitet eller på kvalitet? Det er lettest at måle kvantiteten, og derfor er besøgstallet på 2.200 det letteste at hæfte sig ved. Mange udstillere hæfter sig lige så meget ved kvaliteten – altså at de besøgende faktisk viste interesse for at købe deres produkter.

Udstillerne tilfredse

”Set over en bred kam, så har udstillerne givet udtryk for, at der var god kvalitet over de besøgende. Om formiddagen og den første del af eftermiddagen var der rigtig god dialog på standene, og det positive ved denne messe er måske, at udstillerne har haft tid til at tale med de besøgende og ikke hele tiden har skullet haste videre til de næste, men selvfølgelig ville vi godt have haft lidt flere”, siger Niels Kirkegaard, formand for Maskinleverandørerne Park, Vej & Anlæg, som arrangerede Maskiner under Broen. Til daglig er han direktør for GMR Maskiner A/S.

”For vores eget vedkommende hos GMR har vi haft mulighed for at vise materiel frem og komme i god dialog med en række kundeemner, som vi nu skal arbejde videre med”, siger Niels Kirkegaard.

Gode miniseminarer

Der var arrangeret en række miniseminarer om aktuelle faglige emner som pesticidfri ukrudtsbekæmpelse, førerløse maskiner og brug af droner. Der var god tilslutning med fuldt hus til flere af seminarerne, så der var fagligt indhold på højt niveau til deltagerne.

Stemningen blev ikke dårligere af to dage med høj sol og rigtige sommertemperaturer på bredden af Lillebælt.

”Det er en fantastisk plads til at holde maskinudstilling. Logistikken har fungeret perfekt både for udstillerne og for de besøgende, og hele afviklingen har været perfekt. Vi har haft et samarbejde med Kauslunde Idrætsforening om bespisning og mandskab til en række praktiske opgaver. Det er været helt i top, og alle har udtrykt stor tilfredshed med alt det praktiske, så vi er glade for, at vi allerede fra begyndelsen besluttede at holde Maskiner under Broen igen i 2018. Det er jo udtryk for respekt for, at det tager tid at løbe noget nyt i gang, og der skal nok komme endnu flere både udstillere og besøgende næste gang”, siger Niels Kirkegaard.

Hos Epoke A/S er der kun ros til overs for arrangementet.

”Det kan næsten ikke blive bedre. Det kan godt være, der ikke var helt så mange som ventet, men vi havde faktisk dialog med rigtig mange mennesker, og vi er klar til næste gang, for stedet og set-up’et er perfekt for os”, siger John Overgaard, salgschef hos Epoke til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Næste udgave af Maskiner under Broen er om to år, nærmere betegnet 22. - 23. august 2018.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.235