23948sdkhjf

Metroselskab betaler millioner til tilfredse naboer

Naboer til metrobyggeriet i København får hver måned flere tusinde skattefrie kroner i økonomisk kompensation for støjgener. Men flere af dem er slet ikke generet af byggepladserne
Byggeriet af Metro Cityringen i København støver, støjer og generer de københavnske borgere. Derfor får naboerne et skattefrit beløb på flere tusinde kroner i økonomisk kompensation fra det delvist statsejede Metroselskab hver måned. Men ifølge radiokanalen Radio24syv får flere naboer økonomisk kompensation for støjgener, de slet ikke har.

Radio24syv har talt med 38 tilfældige naboer til metrobyggerier, som alle får en økonomisk kompensation på mellem 1.000 og 15.000 kroner om måneden, fordi de bor i områder, som er vurderet til at have voldsom støj fra den nærliggende byggeplads.

22 af dem fortæller dog, at de ikke er påvirket eller generet af støj fra metrobyggeriet.

”Det er faktisk utrolig lidt larm, vi har oplevet. Det er ligesom at bo på landet”, fortæller Inge Eklund, der bor ved metrobyggeriet på Poul Henningsens Plads på Østerbro, til Radio24syv.

Får 7.000 om måneden

Alligevel får Inge Eklund hver måned cirka 7.000 kroner i kompensation for støjgener.

”Det har også undret os meget, at vi lige pludselig fik kompensation, for vi har aldrig klaget over byggeriet, tværtimod, men det er jo svært at sige nej”, siger hun.

Det er Metroselskabet, som er ejet af staten samt Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, der udbetaler pengene til naboerne. Sidste år blev der udbetalt 107,5 mio. skattefrie kroner i økonomisk kompensation til metrobyggeriets naboer.

Ifølge Metroselskabets kundedirektør, Rebekka Nymark, fungerer kriterierne for at få kompensation, som de skal.

”Vores erfaring med støj er, at det er meget individuelt, hvordan det opleves. Jeg er af den opfattelse, at det er rigtig godt, at vi har nogle objektive kriterier, som er fastlagt af Folketinget, for hvad der skal udløse, at man får kompensation, og hvor meget kompensation man skal have”, siger hun til Radio24syv.

Flere fik kompensation

I 2014 blev en ny metrolov indført med den daværende transportminister Magnus Heunicke (S) i spidsen. Den gav dobbelt så mange borgere mulighed for at kompensation for støj fra metrobyggeriet i en såkaldt nabopakke.

Efter nabopakken blev indført, blev der i 2014 udbetalt 130,3 mio. kroner i kompensation til metrobyggeriets naboer. I 2013 var beløbet 25,8 mio. kroner.

Men transportminister Hans Christian Smith (V) mener ikke, at beslutningen om nabopakken var en fejl.

”Aftalen om kompensation til naboerne blev indgået under min forgænger Magnus Heunicke med tilslutning fra et bredt flertal i Folketinget. Jeg sad derfor ikke med ved bordet, men jeg kan konstatere, at der med aftalen er blevet skabt ro om projektet. Jeg mener generelt, at det er vigtigt at tage hensyn til borgerne, når det offentlige gennemfører anlægsprojekter”, skriver ministeren i en mail til Radio24syv.

red.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.204