23948sdkhjf

Aalborg Portland investerer milliarder i belgisk cement

Cementkoncernen tager et markant væksthop med overtagelsen af Compagnie des Ciments Belges.
Efter nogle måneders forhandling kunne Aalborg Portland Holding onsdag morgen offentliggøre sit hidtil største opkøb.

312 millioner euro, eller godt 2,3 milliarder danske kroner, betaler koncernen for belgiske Compagnie des Ciments Belges S.A. (CCB), der er en stærk spiller inden for grå cement og færdigbeton. Virksomheden råder blandt andet over cementfabrikken Gaurain-Ramecroix/Chercq med en årlig kapacitet på 2,3 millioner tons grå cement.

- Opkøbet er først og fremmest en styrkelse af vores internationale positionering. Vi får en geografisk spredning af aktiviteterne og en bedre placering i det vestlige og nordvestlige Europa. Vi er i forvejen til stede i Frankrig, og opkøbet er med til at binde markederne bedre sammen. Det kan give nogle logistiske fordele, fortæller økonomidirektør Henning Bæk til Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Status quo i Danmark
Den belgiske milliardinvestering får i første omgang ikke den store betydning for aktiviteterne i Danmark, hvor godt 700 af koncernens medarbejdere er ansat:

- Nej, ikke umiddelbart. Vi har nogle dygtige medarbejdere i Aalborg, som bliver involveret i koordineringen, men derudover vil det være status quo. Så må vi se fremadrettet, om der opstår synergimuligheder, siger Henning Bæk og peger i den forbindelse på områder som logistik og eksport.

Sætter sig på en større del af værdikæden
Foruden grå cement indtager CCB en betydelig position inden for tilslagsmaterialer og producerer årligt 4,8 millioner tons grus og sten. Opkøbet gør således Aalborg Portland i stand til at sætte sig på en større del af værdikæden.

- Tilslagsmaterialer er meget vigtige for fremstilling af beton, og det er vigtigt at have adgang til egne ressourcer. Så det er klart, at vi også vil se på, om nogle af disse råstoffer kan bruges andre steder i koncernen, siger Henning Bæk.

Opkøbet af CCB øger Aalborg Portland Holdings aktiviteter med godt 20 procent og løfter omsætningen til mere end otte milliarder kroner. Koncernens samlede medarbejderstab vokser samtidig med 450 til over 3.000.

Sælgeren er franske Ciments Français S.A.S, der er ejet af italienske Italcementi og tyske HeidelbergCement.

Fakta Aalborg Portland Holding

Aalborg Portland Holding omsatte i 2015 for 6,5 milliarder kroner og har 2.600 medarbejdere, heraf godt 700 i Danmark. Aalborg Portland Holding er moderselskabet for en række cement- og betonvirksomheder i blandt andet Norden, USA, Tyrkiet, Egypten, Malaysia og Kina. Herudover har koncernen aktiviteter inden for udvinding og afsætning af tilslagsmaterialer (granit og grus) samt genanvendelse af affaldsprodukter.

Datterselskabet Aalborg Portland A/S står for Danmarks eneste cementproduktion. Her har et mangeårigt fokus på miljø- og energiinvesteringer resulteret i, at fabrikken i dag er anerkendt som en af de mest ressourceeffektive cementfabrikker.

Aalborg Portland Holding har siden 2004 været ejet af Cementir Gruppen, en international leverandør af cement og beton, som har hovedkontor i Rom og er noteret på den italienske fondsbørs i Milano.


Fakta Compagnie des Ciments Belges

Compagnie des Ciments Belges S.A. (CCB) omsatte i 2015 for 1,4 milliarder kroner og har 450 medarbejdere.

CCB råder over den store cementfabrik Gaurain-Ramecroix/Chercq med en årlig kapacitet på 2,3 millioner tons grå cement, en omfattende produktion af 4,8 millioner tons tilslagsmaterialer primært i form af grus og sten fordelt på andre to produktionssteder samt 10 fabriksanlæg til produktion af færdigbeton med et samlet salg på 800.000 kubikmeter om året.

CCB har hidtil været ejet af franske Ciments Français S.A.S, der er ejet af italienske Italcementi og tyske HeidelbergCement.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.135