23948sdkhjf

Branchen: Godt at flere vil være murer

Det er positivt og nødvendigt, at flere vælger mureruddannelsen til, fremhæver aktører i branchen
Hos Aarhus Murerlaug og Murersektionen i Dansk Byggeri bliver nyheden om, at flere vælger mureruddannelsen til, modtaget positivt.

Ifølge uddannelseskonsulent hos Byggeriets Uddannelser, Erik Fog Larsen, er 268 elever startet på grundforløb to på mureruddannelsen her i august mod 185 på samme tidspunkt sidste år.

Han ringer selv rundt til skolerne for at høre om interessen, og tæller man februaroptaget med, så er der tale om godt og vel 670 elever i år.

”Der er brug for dem. Vi har en stor årgang, der snart skal på pension”, siger oldermand i Aarhus Murerlaug, Jesper Jacobsen, der håber, at interessen fortsætter, og flere unge melder sig på banen.

Tror på endnu flere elever

Også murermester og formand for Murersektionen i Dansk Byggeri, Henning Østergaard Jørgensen, glæder sig og håber, at interessen fastholdes.

”Det her viser, at vi går den rigtige vej. Vi var ved at komme rigtig i dødvande på et tidspunkt”, siger han og fortsætter:

”Vi skal gerne op over de 500 for at få murere nok, så det er rigtig positivt, at vi ligger længere oppe. 45 procent er en pæn stigning i forhold til sidste år”, siger han.

I 2007-2009 var årsoptaget oppe omkring de 800, fortæller Henning Østergaard Jørgensen og understreger, at ”det ikke ville gøre noget, hvis vi kom derop igen”.

Det tror han er muligt. Faktisk forventer han allerede flere interesserede til februar, hvor en kampagne med film om murerfaget gerne skulle hjælpe med at trække flere unge til.

Henning Østergaard Jørgensen fremhæver, at der stort set ikke går nogen ledige murersvende rundt lige nu, og at det er vigtigt at sikre nok arbejdskraft fremadrettet.

Læs også: " Murerfaget tiltrækker flere hænder ".
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.116