DAGENS LEDER: Kommunerne skal levere varen
Det mener Licitationen - Byggeriets Dagblad
Mange kommuner er rigtig dygtige og smidige i forhold til byggesagsbehandlingen, mens sagerne i andre kommuner tilsyneladende bare ligger i bunker og samler støv.
Nu skal man imidlertid huske, at der også er forskel på det materiale, som kommunerne modtager fra bygherrer, entreprenører og håndværksmestre. Og sammenholdt med det faktum at der langtfra i alle kommuner er tilstrækkeligt med kvalificeret mandskab til at gennemgå sagerne, ja, så ender det altså af til i absurd lange byggesagsbehandlingstider.
Som i enhver anden del af byggeprocessen gælder det om at have planlægningen i orden. Sådan er det også, når man som bygherre eller entreprenør skal søge byggetilladelse. Hvis man tror, at man får byggetilladelsen, en uge efter ansøgningen er afsendt, så har man ikke tilstrækkeligt styr på planlægningen, og det bliver en let undskyldning over for kunden, at det er kommunens skyld, at man ikke kan komme i gang med at bygge.
Men ingen skal naturligvis finde sig i at vente flere måneder. Her må kommunerne smøge ærmerne op og levere varen.