Mangelfuldt udbudsmateriale udfordrer danske håndværkere
Kvaliteten af udbudsmaterialer er en af byggebranchens største udfordringer
I en rundspørge for Træsektionen i Dansk Byggeri, hvor 109 tømrermestre har deltaget, angiver omkring otte ud af ti, at de ser ufuldstændigt udbudsmateriale som noget, der vil udfordre branchen de kommende år.
”Der er stor forskel på det udbudsmateriale, vi får. Noget er godt gennemarbejdet, mens andet halter mere. Generelt kunne vi godt ønske, at materialet var mere gennemarbejdet, så der ikke opstår tvivlsspørgsmål”, siger tømrermester Flemming Kjærgaard hos Strø Mølle Akustik A/S, der er næstformand i Træsektionen.
Han peger på oplevelsen af, at beskrivelserne ikke altid er 100 procent tilrettet det specifikke projekt og fremhæver, at det er et stort ønske, at udbudsmaterialet generelt bliver påført mængder.
”Så ville mange usikkerheder være væk, og det ville være nemmere at regne på opgaverne”, siger han.
Forbedringer kan gøres
Hos Bygherreforeningen er man bevidste om og har fokus på, at ufuldstændige udbudsmaterialer udpeges som en stor udfordring.
”Det største problem, vi ser, er projektmangler fra rådgivernes side”, siger Henrik L. Bang, der er direktør i Bygherreforeningen.
Han henviser desuden til, at der nogle gange er brug for leverandørernes input for at kunne projektere færdigt, og at det i de tilfælde er vigtigt at få markeret, hvor projekteringen mangler.
Henrik L. Bang understreger samtidig, at Bygherreforeningen i forbindelse med revisionen af AB-systemet har frembragt ønske om skrappere regler ved projektmangler.
Er der projektmangler, så skal det lettere kunne føre til økonomiske konsekvenser for rådgiverne.
”Det er meget svært at komme igennem med i dag”, fortæller han.
Hos Danske Ark ser man også muligheder for forbedringer på udbudsområdet.
”Der er ingen tvivl om, at der er behov for at få forbedret udbudsprocessen”, siger Lene Espersen, direktør i Danske Ark, og fremhæver, at organisationen har gennemført en analyse af udgifterne ved projektkonkurrencer, som viser, at der er et stort spild. Det hænger ikke mindst sammen med, at bygherrerne stiller for detaljerede krav i de tidlige faser, som alligevel ændrer sig undervejs, og det her, det går galt, siger hun.
”Derfor tror vi på, at der er meget vundet i at se på, hvordan vi kan forenkle processerne, og i, at alle aktører på et tidligere tidspunkt sætter sig sammen”, fortæller hun og understreger, at hun ikke ser fordele i skrappere regler i forbindelse med revisionen af AB-systemet. Fokus bør være på færre konflikter og ikke flere, fremhæver hun.
Træsektionens rundspørge
Ud over ufuldstændigt udbudsmateriale fremhæves administrativt bøvl og det at skaffe kvalificeret arbejdskraft som en udfordring i de kommende år i rundspørgen fra Træsektionen under Dansk Byggeri blandt de 109 tømrermestre
Ud over ufuldstændigt udbudsmateriale fremhæves administrativt bøvl og det at skaffe kvalificeret arbejdskraft som en udfordring i de kommende år i rundspørgen fra Træsektionen under Dansk Byggeri blandt de 109 tømrermestre