Afgangsprojekter der peger mod fremtiden
80 nyuddannede arkitekter er dimitteret fra Arkitektskolen Aarhus. Afgangsprojekterne er præget af internationale studerende og stærkt globalt engagement, samt en kærlighed til et glemt byggemateriale, den ubrændte lerjords muligheder
Et Rådhuslegat på 25.000 kroner, uddelt af Aarhus Kommune i anledning af Aarhus Rådhus’ 75 års jubilæum, gik til Mathias Ørum Nørgaard, Kristoffer Hedegaard Andreasen, Rune Thybjerg Højlund, Simeon Østerlund Bamford og Benjamin Rousing
Med afgangsprojektet ”Børnebyen i Stavtrup”, der er lokaliseret på en naturgrund ved Brabrand Sø, har de fire ifølge motiveringen ”sat alt ind på at genoplive et glemt byggemateriale fra en nostalgisk drøm til et aktuelt bæredygtigt materiale med stort potentiale. Det er gjort gennem indgående studier af den ubrændte lerjords bygningsfysiske og æstetiske muligheder.
Det hele er kulmineret i et forslag til en landsbylignende børneinstitution, der fordeler sig med 12 mindre bygninger på en naturgrund i Stavtrup ved Brabrand sø.
At bygge eller ikke bygge
To Vola-legater på hver 15.000 kroner gik til Angus James Hardwick for ”Paradoxes of the Pellucid” samt Mark Thomas Smith for afgangsprojektet ”The Utopian Food Vessel”.
Om Angus James Hardwick projekt siger juryen blandt andet:
”Teoretisk og metodisk tackler projektet det historiske i nutidens foranderlige by, det offentlige rums ejerskab samt imaginære grænser. Et af projektets provokerende momenter er det elementære spørgsmål: ’At bygge eller ikke at bygge?’
Tegninger og fødevarer
Også Mark Thomas Smiths projekt fik rosende ord med på vejen:
”Utopian Food Vessel er en udfordrende invitation til at opnå dybere indsigt gennem en ambitiøs brug af tegninger (..) til at afdække muligheder for en urban og socialt modstandsdygtig arkitektur for Vejle by. Projektet samler konceptuelle undersøgelser, der støttes af intelligente tekniske løsninger for etablering af en urban fødevareproduktion i det 21. århundrede.”
Åbenlyst talent
Cebra Prisen, der uddeles af arkitektfirmaet Cebra og tildeles ”det mest eksperimenterede og innovative afgangsprojekt,” tilfaldt Marco Antonio Maycotte for projektet ”The Pleasure Garden”
Cubo Prisen på 10.000 kroner, der uddeles af Cubo Arkitekter, tildeles bachelorstuderende, som gennem deres projekt har vist ”åbenlyst arkitektonisk talent”. Prisen gik til Pelle J. Carlsen og Mads J. Krogshede for en vision for omdannelse af store dele af Gellerupparken til æbleplantage med tilhørende produktion og arbejdspladser.
Akademisk Arkitektforenings Bachelorlegat lyder på 15.000 kroner, der gik til Victor Hauerslev Munch og Victor Ohn-Breumlund for projektet ”Media Dock”. De transformerer den tidligere KFK/dlg-bygning på Aarhus Havn til et mediehus.
Genoptager vision fra 60’erne
Også fra Arkitektskolen i København var der prisvindere:
Amalie Brandt Opstrup og Line Tebering er udpeget som Duravit-prismodtagere for deres afgangsprojekt ”As found – I dag”. Projektet samler op på de sidste tre semestres fælles arbejde indenfor temaet metabolisme, som i 2014-15 udgjorde rammen om arbejdet på arkitektskolens afdeling Settlement Ecology and Technology.
Projektet udforsker systematisk, hvordan As Found-begrebets metoder, som Peter og Alison Smithson udviklede i 1960’erne, kan gøres relevante for nutidens dagsorden om ressourcegenanvendelse og cirkulær økonomi.