23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Licitationen
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Fakro Danmark præsterer rekordresultat

Underskud er vendt til overskud, og forventningen til 2016 er en fordobling af omsætningen.

Fakro-koncernen rykkede i 2013 ind i Danmark med etablering af et dansk datterselskab, som netop har offentliggjort sit tredje årsregnskab.





Efter to år med underskud kan Fakro Danmark fremvise et 2015-resultat på 0,4 mio. kr. før skat, og det er administrerende direktør, Jon Tougaard, meget tilfreds med.





Interessen for Fakros ovenlysvinduer og loftstrapper er støt stigende, og i løbet af 2016 forventer Jon Tougaard at beskæftige fem ansatte i sin danske salgsorganisation.





- Det er et presset marked, og vi udfordrer i begge tilfælde verdens største producenter i hver kategori; henholdsvis Velux og Dolle. Det betyder selvfølgelig, at vi kan mærke modtrykket, når vi begynder at tage af deres markedsandele, siger han.





Byggeprojekter og e-handel

En væsentlig årsag til succesen i Danmark er det voksende antal byggeprojekter i den tunge ende, som Fakro formår at vinde ordrer på, og ifølge Jon Tougaard bliver det også et væsentligt indsatsområde for selskabet i 2016.





- Det er vigtigt for os at være med i de store projekter, som er med til at cementere Fakro som en stærk partner, siger Fakro-direktøren.





Han ønsker ikke at oplyse selskabets salgstal, men vil dog gerne afsløre, at ambitionsniveauet er højt. Således forventer Fakro Danmark i 2016 endnu en fordobling af omsætningen – noget der har været kutyme siden opstarten i 2013. Foruden projekterne er det blandt andet e-handel, der skal trække væksten:





- Salg via forhandlernes webshops er stigende og dækker i dag cirka 20 procent af det samlede salg i Danmark. Vi tror, at det kan blive meget større for de standardprodukter, som vi tilbyder private og professionelle. Men ting tager tid. Målet er at reinvestere så meget som muligt i markedet og organisationen og dermed fortsætte væksten, siger Jon Tougaard.





Hurtig levering er afgørende

Setuppet i Fakro Danmark er en kombination af direkte ansatte og eksterne leverandører af services i Danmark, som understøttes af den polske moderkoncern, som er verdens næststørste producent af ovenlysvinduer.





- Al produktion foregår i Polen på de 12 fabrikker dér, men logistikken varetager Fakro Danmark for en stor dels vedkommende fra Herning, fortæller Jon Tougaard.





På den måde kan Fakro tilbyde dag-til-dag-levering på de mest efterspurgte varer.





- Det er ganske enkelt forventningen fra de danske kunder, som gerne bestiller, når de står med et hul i taget, siger Fakro Danmark-direktøren.





Fakro Danmark har i regnskabsåret 2015 fået tilført 1,85 mio. kr. i ny kapital.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.172