23948sdkhjf

Nye anlægsopgaver på vej

Læs i dag om kommende anlægsprojekter på Frederiksberg, i Viby Sjælland, Roskilde og Middelfart
REGION HOVEDSTADEN

FREDERIKSBERG

Cykelsti og skybrudssikring

By- og Miljøudvalget i Frederiksberg Kommune har godkendt et cykelsti- og skybrudsprojekt, der planlægges gennemført på Madvigs Allé.

Det er målsætningen, at Frederiksberg skal have cykelstier eller cykelbaner på alle kommunes trafikveje inden udgangen af 2020.

By- og Miljøudvalget besluttede i februar at disponere midler til projektering og opstart på et cykelsti- og skybrudsprojekt på Madvigs Allé og der blev givet grønt lys til at påbegynde projekteringen, som omfatter cykelstier i begge sider ved at indsnævre fortovet og kørebanen samt ved at flytte alle træerne.

Kørebanen får en samlet bredde på 6,5 meter, og i begge sider af vejen bliver der etableret parkeringspladser med nye træ-øer. Cykelstierne bliver to meter brede, og antallet af træer reduceres fra 31 til 21.

Madvigs Allé er udpeget som ”Grøn vej” i henhold til rammeansøgningen om medfinansiering af skybrudsprojekter på Frederiksberg. Projektet vil blive udarbejdet som et medfinansieringsprojekt i tæt samarbejde med Frederiksberg Forsyning.

Medfinansieringen bruges til at etablere LAR-løsninger i forbindelse med cykelstiprojektet, så Madvigs Allé fremover vil komme til at fungere som forsinkelsesvej. Konkret vil belægningen på parkeringsarealerne og dele af cykelstien blive anlagt med en permeabel belægning. Hermed kan regnvandet sive ned igennem belægningen, og dermed kan vejen fungere som forsinkelsesbassin. På grund af et omfattende antal ledninger er det ikke muligt at lave permeabel belægning på kørebanen.

REGION SJÆLLAND

VIBY

Renovering af stationsplads

I marts måned godkendte Roskilde Byråd en helhedsplan for Viby Sjællands bymidte. Nu er der udarbejdet et foreløbigt skitseprojekt til en kommende renovering af stationspladsen samt til forbedring af sammenhængen på tværs af bymidten, og dette blev godkendt af Plan- og Teknikudvalget forleden.

Skitseprojektet er udarbejdet af Schønherr, som foreslår, at stationspladsen indrettes som en samlingsplads omkring det store egetræ, der står på stedet, som et moderne tingsted, der genetablerer byens centrale plads. Belægningen omkring træet udskiftes med muld for både at forbedre træets vækstvilkår og samtidig forbedre stationspladsen som et rart sted at opholde sig.

Stationspladsen friholdes for kørende trafik og bliver dermed en rolig flade med mulighed for ophold og trygt skift mellem transportformer.

De eksisterende parkeringspladser ved stationspladsen og på bytorvet foreslås bevaret.

Projektet skal nu gennemarbejdes, og der vil komme ændringer af detaljerne i forhold til praktiske og økonomiske omstændigheder.

Anlægsfasen forventes at starte primo september og slutte primo december 2016.

ROSKILDE

Etablering af sti til Musicon

Plan- og Teknikudvalget i Roskilde Kommune godkendte forleden en helhedsplan for parken omkring rådhuset og et anlægsprojekt for en sti til Musicon.

Stien skal ifølge kommunens planer realiseres i løbet af efteråret i år.

Byrådet frigav i april måned et rådighedsbeløb til anlæg af en del af en direkte cykel- og gangsti mellem Musicon og stationen.

Forvaltningen har i forbindelse med udformningen af stien valgt at få udarbejdet en helhedsplan for det grønne område ved rådhuset. Overordnet foreslår helhedsplanen en bearbejdning af parkens landskab, så der mellem Roskilde Ring og rådhuset skabes et karakterfuldt landskabsstrøg af mindre bakkeformationer, der integrerer den eksisterende bakke og sø.

Helhedsplanen kan realiseres over tid, dels gennem den løbende parkdrift og dels i kraft af særskilte anlægsbevillinger.

REGION SYDDANMARK

MIDDELFART

Genopretning af grusstier i bynære områder

Middelfart Kommune har afsat en mio. kroner i år, 1,5 mio. kroner næste år og en mio. kroner i 2018 til genopretning af grusstier i bynære områder. Pengene er frigivet.

Teknisk Udvalg i Middelfart Kommune godkendte forleden et forslag til prioritering af, hvilke stier, der skal have glæde af pengene, og i første omgang bliver det stier i Brenderup og dernæst stierne i Baaring, der bliver renoveret.

En række af de bynære stier er overgroet med græs, som fjernes, hvorefter grusbelægningen bliver reguleret.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125