Rådgiver sætter mangeårig Realdania-direktør for bordenden

EKJ Rådgivende Ingeniører får ny bestyrelsesformand i skikkelse af Jesper Nygård.
Han bringer fire årtiers ledelseserfaring fra byggeriets institutioner med til bordet. Med tidligere poster som adm. direktør i Realdania, hvor han stoppede ved udgangen af marts, og før det i KAB, er han en markant skikkelse i dansk byudvikling.
- Jesper har en dyb forståelse for samspillet mellem byggeri, samfund og bæredygtighed. Han har i årevis været en drivende kraft bag ansvarlige og transformative byggeprojekter i Danmark, udtaler Jørgen Nielsen, formand i EKJ Fonden, i en pressemeddelelse.
Udover sin erfaring har Jesper Nygård en særlig relation til EKJ, da han arbejdede som it-ansvarlig i virksomheden fra 1984 til 1996.
Foruden direktørjobbene og fortiden hos EKJ har Jesper Nygård en lang række bestyrelsesposter på CV’et, herunder Bolius, Dansk Arkitektur Center, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse og Tivoli.
Mod nye mål
Valget markerer ifølge virksomheden en ny fase med fokus på såvel lønsomhed som videreudvikling af bæredygtige, fremtidssikrede løsninger inden for byggeri, miljø, infrastruktur og klima – kombineret med en ambition om at styrke langsigtede partnerskaber i både det offentlige og private byggeri.
- Nu ser jeg frem til at bidrage til den næste fase, hvor EKJ styrker sin nuværende og fremtidige rolle som en værdiskabende rådgiver, siger den nye bestyrelsesformand.
Jesper Nygård efterfølger Flemming Bæk Engelhardt, der efter otte år som bestyrelsesmedlem og formand har valgt at træde tilbage.
EKJ præsenterede for nylig sit regnskab for 2024. Det bød på nedgang i centrale nøgletal som omsætning og overskud. Årets resultat endte på 4,8 mio. kr., mod 8,7 mio. i 2023, mens toplinjen faldet nogle millioner til 247,8 mio. kr.
Regnskabsår | 2024 | 2023 | 2022 |
Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
Nettoomsætning | 241,3 | 247,8 | 237,2 |
Bruttofortjeneste | 117,6 | 182,9 | 172,9 |
Resultat af primær drift | 5,7 | 8,9 | 2,6 |
Resultat før skat | 6,4 | 11,1 | -3,0 |
Årets resultat | 4,8 | 8,7 | -2,3 |
Balancestatus | 162,6 | 163,2 | 169,0 |
Egenkapital | 90,2 | 85,4 | 75,5 |
Antal ansatte | 245 | 253 | 253 |
Kilde: CVR |