23948sdkhjf

Kolding vander træer med saltspreder

Nye træer skal vandes om sommeren. Kolding Kommune har fået en god idé
Ser du en saltspreder på vejene i Kolding Kommune hen over sommeren, så er det ikke fordi driftsafdelingen har fået solstik i varmen.

”Vi er naturligvis ikke ude at salte. Vi har blot fundet et stort potentiale i at udnytte vores nye, store saltspreder som vandvogn til at vande kommunens træer langs med vejene”, fortæller Louise Sigersted, som er entrepriseleder for de grønne områder i Kolding Kommune og fortsætter:

”Det er et godt eksempel på, hvordan vi hele tiden tænker i nye løsninger, effektivisering og smartere arbejdsgange i driftsafdelingen. Med denne løsning har vi undgået at investere penge i en egentlig vandingsvogn, og samtidig sikrer vi en bedre udnyttelse af det materiel, vi har i forvejen”.

Saltsprederen er selvfølgelig skyllet godt i gennem for at rense den for saltrester, inden den bliver brugt til vanding. Saltsprederen kan rumme 4.500 liter vand og det er nok til at vande cirka 60 træer.

Tidligere har kommunen brugt en bil med en palletank på ladet, som kun kunne indeholde 1.000 liter, hvilket var nok til cirka 13 træer.

Palletank for lille

”Den lille palletank betød selvfølgelig, at vi skulle køre flere ture tilbage på pladsen og fylde vand på. Vi bruger stadig bilen med palletanken, men kun til de steder, hvor traktoren er for stor at komme rundt med”, fortæller John Sørensen, som er den, der primært står for at vande kommunens omkring 350 nyplantede træer og dermed kan betegnes som kommunens ”overvander”.

Nyplantede træer bliver vandet de første tre vækstsæsoner. Det foregår ved hjælp af vandingsposer som kan indeholde 75 l.

Der er små huller i bunden af posen, som vandet drypper ud af. På den måde udnytter træet det vand, som bliver tilført, fuldt ud. Vandet når ikke at fordampe eller løbe forbi, inden træet skal bruge det.

Det tager cirka en uge at vande alle 350 nyplantede træer med saltsprederen, og de skal vandes 10 gange i sæsonen, som er fra den 1. april til den 1. august. Én mand kan dermed klare opgaven på cirka 10 uger. Tidligere brugte én mand al sin tid på opgaven i vandingssæsonen.

Ingen vand = døde træer

At de nyplantede træer får vand i vækstsæsonen tre år efter det er plantet, er helt nødvendigt, fortæller Louise Sigersted.

”De træer, vi planter, er oftest store – tre til fem meter høje – og de kræver meget vand, indtil de i løbet af de tre år har fået etableret et rodnet, der selv kan suge tilstrækkeligt med vand. Alternativet er, at de går ud, og det er der selvsagt dårlig økonomi i”.

Årligt bruger Kolding Kommune 3-400.000 kr. på at plante og pleje vejtræer. I alt har Kommunen anslået 9.962 vejtræer.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.25