BYGGEJURA: Direkte krav – erstatning uden om aftaleforhold?
Udgangspunktet er, at en part i henhold til princippet om kontrakters relativitet skal henholde sig til sin kontraktpart. Men kan en bygherre rette et direkte erstatningskrav mod en underentreprenør eller en underrådgiver, som bygherren ikke har indgået aftale med, og hvad er konsekvenserne, hvis kravet tillades?
Denne artikel søger at belyse, under hvilke omstændigheder bygherren undtagelsesvist kan gøre et direkte krav gældende.
Direkte krav er blevet begrundet ud fra flere forskellige juridiske teorier, men det såkaldte retsbrudssynspunkt har fået størst opmærksomhed i litteratur og praksis. Det almindelige retsbrudssynspunkt går ud på, at der kan rejses et erstatningskrav ”uden for kontrakt” mellem en skadelidt og en skadevolder.
Retsbrudssynspunktet er således baseret på de almindelige erstatningsprincipper, uden for kontrakt, hvor de sædvanlige erstatningsbetingelser selvsagt skal være opfyldt.
Som udgangspunkt kræver et direkte krav, at skadevolderen har handlet groft uagtsomt, det vil sige, at skadevolderen skal have begået alvorlige professionelle fejl.
Domstolene har forholdt sig konkret til problemstillingen. Højesteret har blandt andet tilladt direkte krav på baggrund af ”sådanne håndværksmæssige fejl” (jf. U.2004.114 H), ”klar professionel fejl” (jf. U.1995.484 H) og ”professionel fejl” (jf. U.2012.2255 H).
Der er imidlertid også nyere eksempler på, at direkte krav er blevet afskåret af domstolene (TBB.2000.269V, TBB.2007.487/2V og U.2010.365V). Selvom disse afgørelser henviser til Højesterets præmisser citeret ovenfor er det ikke fuldstændig klart, hvordan retspraksis skal fortolkes og rækkevidden heraf.
Omtvistet rækkevidde
Det er i den juridiske litteratur gjort gældende, at ansvarsgrundlaget generelt kan være lempet i forhold til det traditionelle udgangspunkt ”retsbrudssynspunktet”, som forudsætter grov uagtsomhed. Rækkevidden er dog omtvistet.
Konsekvensen er imidlertid, at almindelige professionelle fejl under visse konkrete omstændigheder har givet bygherren en mulighed for at rejse et direkte krav over for eksempelvis en underentreprenør.
Ansvarsbegrænsninger i AB 92 og ABR 89
Aftalte ansvarsbegrænsninger er sædvanlige inden for byggebranchen. Som eksempler fremgår det af AB 92, § 35, stk. 2, at entreprenøren ikke hæfter for driftstab, avancetab og andet indirekte tab, mens rådgiveren sædvanligvis begrænser sit ansvar til et beløb svarende til erstatningssummen i rådgiveransvarsforsikringen, jf. ABR 89, pkt. 6.2.2.
Disse ansvarsbegrænsninger vil dog ved et direkte krav baseret på retsbrudssynspunktet kunne tilsidesættes af domstolene, hvis retsbrudssynspunktet anerkendes, da der i givet fald er tale om et selvstændigt direkte krav ”uden for kontrakt”.
I praksis har den såkaldte ”bubbeldeck”-kendelse (Tidsskrift for Bolig- og Byggeret, TBB, 2014.531) afsagt af voldgiftsretten belyst denne retstilstand. I sagen havde totalrådgiveren begrænset sit ansvar til kr. 1 mio. over for bygherren, ligesom underrådgiveren havde begrænset sit ansvar over for totalrådgiveren til kr. 80.000.
Da betingelserne for et direkte krav imidlertid var opfyldt i denne konkrete sag, blev underrådgiveren mødt med et krav på over 80 mio. kroner fra bygherren. Voldgiftssagen verserede i ni år, og i afgørelsen blev det direkte krav tilladt og alle aftalte ansvarsbegrænsninger tilsidesat.
”Bubbeldeck”-kendelsen er – ligesom de øvrige afgørelser på området – udformet med sparsomme præmisser og i øvrigt konkret begrundet. Bubbeldeck-kendelsen har endvidere været genstand for debat og kritik i forhold til culpavurderingen.
Vurdering og styring afgørende
Som underentreprenør og underrådgiver bør man foretage en konkret risikovurdering i hver byggesag, inden man indgår aftale med en hovedentreprenør eller en totalrådgiver.
Man bør i den forbindelse overveje, om det arbejde, der skal udføres, kan resultere i væsentlige og omkostningstunge mangler, således at man kan risikere at blive mødt med ikke-proportionale erstatningskrav fra bygherren set i forhold til værdien af underentreprenør/underrådgiverkontrakten.
Det bør i givet fald overvejes som underentreprenør/underrådgiver at forsøge at aftale med hovedentreprenøren/totalrådgiveren, at denne skal skadesløsholde underentreprenøren/underrådgiveren i tilfælde af mulige ikke-proportionale direkte krav fra bygherren. Sådanne bestemmelser vil dog ikke hjælpe i en konkurssituation.
Forfatterne deler i øvrigt opfattelsen, som er anført i TBB-redaktionens noter til den trykte ”bubbeldeck”-kendelse: ”Tankegangen bag direkte krav baseret på den almindelige erstatningsregel uden for kontraktsforhold fortjener genovervejelse og (yderligere) undersøgelse.”
Artiklen er en del af temaet Byggejura.
