23948sdkhjf

Penge at hente i byggeriet

Bedre udbud og fast samarbejde med rådgiverteams kan give ti procent i besparelse på københavnske byggerier, især hvis bygherren holder igen med funktionskrav
Mens mange kommuner spænder livremmen ind, slås andre for at få pengene til at række længere.

Men bedre udbud kan give 10 procent i besparelse på københavnske byggerier. Og særlige funktionskrav hiver prisen yderligere i vejret.

Det fortæller en såkaldt benchmark-analyse, som Rambøll har lavet for Københavns Kommune, der lige nu oplever vækst på de fleste parametre, skriver ramboll.dk.

Et øget behov for skoler, børnehaver og andre institutioner sætter kommunens økonomi under pres.

Så med afsæt i analysen ændrer kommunen nu dele af udbudsprocessen for at reducere omkostningerne med mindst ti procent.

Initiativet skal ses i lyset af Rambøll Management Consultings kortlægning af byggeområdet inden for sundheds- og omsorgsforvaltningen, børne- og ungdomsforvaltningen samt socialforvaltningen.

Meget høj kvadratmeterpris

En af konklusionerne er, at Københavns Kommune skal samle udbud af ensartede bygninger i større udbud for at skabe incitamenterne til at opnå såkaldte gentagelseseffekter. Det vil kunne bringe de samlede omkostninger på byggerierne ned.

Lige nu er kvadratmeterprisen på kommunens nye institutions- og skolebyggerier op til 60 procent højere end andre kommuners.

”Vi er simpelthen nødt til at nytænke måden, vi samarbejder på. Der skal være langt bedre rammer for, at vi i fællesskab med branchens aktører kan finde frem til de bedst mulige løsninger”, siger byggechef i Byggeri København Rasmus Brandt Lassen til ing.dk.

”Derfor udbyder vi snart en væsentlig del af vores projektportefølje til strategiske partnerskaber, hvor vi over de næste fire år vil arbejde sammen med et fast team af entreprenører, arkitekter og ingeniører om at optimere kommunens byggerier”, tilføjer han.

Samarbejde over pris

Men det betyder ikke, at Københavns Kommune bør gøre, hvad de kan for at trække prisen ned, som det har været tilfældet i de cases, Rambøll har gennemgået, skriver rådgivervirksomheden på sin hjemmeside.

Her er anvendt hoved- eller totalentreprise til laveste pris.

”Vi foreslår, at Københavns Kommune, og andre kommuner for den sags skyld, lader samarbejdsforholdene veje tungere end prisen ved vurdering af tilbud. I sidste ende vil et dårligt samarbejde og organiseringen af en byggesag betyde højere pris og dårligere kvalitet”, siger seniorkonsulent, Thøger Kiørboe fra Rambøll til Arkbyg.

En dyr tilgang

De tre undersøgte forvaltninger agerer samtidig efter en række særlige funktionskrav til byggerierne om blandt andet rumstørrelser, areal pr. barn, udeområder og køkkener. Men det er en dyr tilgang, viser analysen.

”Kommunens høje kravspecifikationer til byggeriet kan potentielt fordoble byggeomkostningerne i de mest ekstreme tilfælde”, siger Thøger Kiørboe.

kargaard
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141