23948sdkhjf

Maskindemo-succes på alle cylindre

Pon Equipment og Mercedes arrangerede demodag hos Roskilde Grus og Sten. Det blev en succes med mere end 300 fagfolk på besøg
Man har da lov at være heldig med vejret, og det var ellers fredag den 13. at den danske CAT-importør, Pon Equipment, og Mercedes-forhandleren Ejner Hessel havde sat hinanden stævne med henholdsvis entreprenørlastbiler og entreprenørmaskiner hos Roskilde Sten & Grus.

Men vejret artede sig på trods af datoen, og mere end 300 fortrinsvis sjællandske maskinfolk fandt frem til grusgraven og kunne med sindsro sætte sig op og prøve maskinerne og lastbilerne af i deres helt rette element. Et er at se dem på en udstilling, et andet er at se dem arbejde sådan for alvor og selv få lov at sidde ved styregrejerne.

Tåler gentagelse

Og i morgen fredag er chancen der for jyderne. Da gentages arrangementet nemlig hos hos JJ Grus i Låsby.

Gæsterne på demodagene har masser af muligheder for at prøvekøre en lang række CAT-maskiner og Mercedes-lastbiler.

Pon Equipment stiller med 15 forskellige maskiner – minigravere, gravemaskiner, hjullæssere, dumper, dozer og tromle. Tilsvarende kører Ejner Hessel blandt andet fire-fem lastbiler, som henvender sig til entreprenørbranchen, ud i den østjyske grusgrav. De to forhandlere har et sammenfald blandt deres kunder, og derfor giver det rigtig god mening for begge forhandlere at arbejde sammen om at lave et fælles kundearrangement.

”CAT og Mercedes går rigtig godt i spænd sammen. Vi har kunder, som primært kommer for at se vores maskiner, men på den anden side så har Ejner Hessel også lastbiler, der har interesse for vores kunder, da mange entreprenører også anvender lastbiler. Omvendt så har Ejner Hessel mange kunder, som også anvender entreprenørmaskiner, og dem kunne vi godt tænke os at få en snak med”, siger salgs- og marketingdirektør Michael Bahn Jørgensen fra Pon Equipment.

Målrettet indsats

Ejner Hessel forhandler en række Mercedes-lastbiler, som er målrettet entreprenør- og anlægssegmentet. Og gæsterne på demodagene kommer helt tæt på lastbilerne.

”Gæsterne kommer til at opleve, se og også prøvekøre Mercedes Benz Actros-lastbilerne i vante og realistiske omgivelser med varieret terræn og med forskellige opbygninger. Vi stiller også op med for eksempel Mercedes Sprintere og Mercedes-firhjulstrækkere, så gæsterne får et stort indblik i vores brede produktprogram”, lyder det fra Andreas Frydkjær fra Ejner Hessel.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.131